100 mio. kr. til kæmpe projekt: Odense skal være verdens bedste robotby
Odense skal være verdens bedste robotby – også i børnehøjde.
Så klar er visionen bag en ny strategi, som Odense Byråd nu præsenterer.
Strategien skal løbe de næste 10 år og vil med op mod 100 mio. kroner i ryggen danne og uddanne Odenses børn og unge til den digitale verden, de allerede står midt i, og som kun tager fart de kommende år.
Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse torsdag.
Ifølge borgmester Peter Rahbæk Juel skal strategien ruste børnene med sunde digitale vaner og lære dem at styre teknologien fremfor at lade sig styre af den.
“Vores børn og unge kaster sig ind i den digitale verden med hovedet først og gør det ofte meget mere nysgerrigt og dygtigt end vi voksne.
Den tilgang kan føre dem langt, men som voksne og som politikere skal vi guide dem.
Samtidig skal vi inspirere dem til at vælge teknologiens vej, når de bliver ældre, så især Odenses robotvirksomheder kan rekruttere direkte fra byens eget dna. Første skridt mod det er at skabe verdens bedste robotby i børnehøjde,” siger han.
Bydækkende bevægelse
Børn- og ungerådmand Susanne Crawley-Larsen mener, at det er vigtigt, at den nye strategi nu sætter en retning for den bevægelse, der allerede er godt i gang i byens dagtilbud og skoler.
“Mange steder i vores dagpleje, børnehuse og skoler er børnene i fuld gang med at lege, eksperimentere og introduceres til teknologiens forunderlige verden.
Ildsjæle blandt vores medarbejderne er gået forrest, men med strategien bliver bevægelsen bydækkende.
Dermed får alle Odenses børn adgang til en arena, der ikke alene uddanner og bidrager til fødekæden til verdens bedste robotby, men i høj grad også udvikler personlige og sociale egenskaber, der gør børn af i dag til morgendagens gode kolleger, naboer og forældre, ” siger hun.
Nu går arbejdet i gang
Odense Byråd afsætter 50 mio. kroner til strategien “Verdens bedste robotby – strategi for dannelse og uddannelse i børnehøjde”.
De penge kommer fra salget af naturgasselskabet Nature Energy, som Odense Kommune solgte i december 2017 sammen med de syv øvrige fynske ejerkommuner.
Herudover er ambitionen at rejse yderligere 50 mio. kroner gennem strategiske partnerskaber med virksomheder, fonde og uddannelsessteder.
Strategien står på tre ben
- Alle voksne omkring børnene skal rustes til at hjælpe børnene i deres digitale dannelse.
- Byen skal have et børn- og ungemiljø med fokus på robotter og teknologi-fantasi i et internationalt snit.
- Strategiske partnerskaber skal binde tætte bånd mellem fx daginstitutioner, folkeskoler, erhvervsliv og frivillige.