150 stjerneskud i timen: Nu kan du opleve vild meteorsværm på himlen
“Når du ser et stjerneskud, lad dit ønske flyve ud …”
I aften og nat er der rig mulighed for at ønske på livet løs, når den kæmpe meteorsværm Perseiderne vælter ned gennem atmosfæren.
Det skriver DR.
Den store sværm kan give op til 150 stjerneskud i timen, og den topper i mellem i dag, d.12. august og i morgen, d. 13. august.
Her skal du holde øje
Det siger sig selv, at du skal kigge op mod himlen for at få øje på de mange stjerneskud, men derudover skal der naturligvis også være nogenlunde mørkt, før du kan se se dem.
De bedste chancer er fra midnat og nogle timer frem i nat.
“Det føles som en hel sværm af stjerneskud, og det kan virke som om, at man næsten ikke kan nå at dreje hovedet, før et nyt kommer susende.
Et stjerneskud er i sig selv både flot og imponerende, men når der kommer så mange på kort tid, er det en vild oplevelse at stå udenfor,” fortæller Cecilie Sand Nørholm, som er astrofysiker på Planetarium, til DR.
Du har gode chancer for at se meteorsværmen, hvis du kigger mod stjernebilledet Perseus, som ligner bogstavet y, der står på hovedet. Du finder det lidt til højre for Karlsvognen.
Planetarium skriver følgende om Perseiderne:
“Perseiderne er en af årets største meteorsværme. I år kan du se op mod 100 stjerneskud i timen ved maksimum i midten af august. Det er resterne af kometen Swift-Tuttle, som vi ser som lysende spor på himlen.
Perseiderne er kendt for at have rigtig mange store meteorer eller ildkugler. Meteorerne vil radiere fra stjernebilledet Perseus, men vil kunne ses på hele himlen.”