44-årig overfaldet: Politi massivt til stede
Politiet rykkede onsdag aften klokken 22.03 ud til en omfattende aktion ved Biskorup Havekoloni 5 i Odense.
Mindst fire patruljevogne blev observeret køre mod området ved Martinsminde-havekolonier med udrykning i forbindelse med indsatsen.
Det skriver Bildex Bureau.
Kort efter ankomsten blev både en lægebil og en ambulance set forlade området, ligeledes med udrykning.
Politiets arbejde på adressen pågik stadig sent onsdag aften, hvor et større område var spærret af. Der blev desuden indsat politihunde, som ledte på stedet.
Ifølge TV 2 Fyn var en 44-årig mand blevet overfaldet.
“Vi har været på stedet det meste af natten, men er nu færdige med vores undersøgelser. Manden er blevet behandlet for sine skader og udskrevet fra hospitalet igen. Vi fortsætter efterforskningsarbejdet med henblik på at få anholdt gerningsmanden” oplyser vagtchefen hos Fyns Politi til tv-stationen.
Det er på nuværende tidspunkt ikke bekræftet, hvad der er årsagen til den store udrykning, eller hvad politiaktionen konkret drejer sig om.