50 år med Bilka Odense: Medarbejderne måtte hjælpe til fra taget

Populariteten og nyhedsværdien var ikke til at tage fejl af, da Bilka Odense slog dørene op 24. marts for 50 år siden på en lidt øde mark ved siden af Rosengårdcentret.
Bilerne holdt i kø til parkeringspladsen, og medarbejdere stod på taget, så de kunne se ud over parkeringspladsen. Via walkie talkies kommunikerede de med kollegerne på parkeringspladsen, som så kunne guide bilerne hen på ledige pladser. Inde i varehuset stod kunderne i kø i timevis, men det hele gik ganske smidigt, selv om der var travlt, fortæller daværende direktør i Bilka, Børge Johannsen.
Han var med til at åbne Danmarks første Bilka ved Tilst i Aarhus, hvor kunderne blandt andet væltede ind over kundevognene, da dørene gik op.
“Odense var den fjerde Bilka, vi åbnede, og alle erfarne personer fra de tre andre blev sendt til Odense for at hjælpe med at bygge varehuset op og gøre klar til åbningen, som blev med fuld kraft. Vores erfaringer gjorde, at det gik nemmere end tidligere,” siger Børge Johannsen.
Karameller i spandevis
I de første fire år var Mads O. Krage varehuschef i Bilka Odense. Han blev senere direktør for Netto.
“Hele Fyn kom til åbningen. Det var sjovt og vildt. Kort efter åbningen gav Melodi Grand Prix-vinderen Mabel, et af datidens populære band, koncert i varehuset, og vi løb ned ad gangene med skrigende drenge og piger efter os,” griner Mads O. Krage, som har gemt en notesbog fra dengang, hvor han noterede dagens omsætning.
På åbningsdagen lød det på flotte 2,6 millioner kroner.
Han husker tydeligt, at tallene faldt en del efter åbningen, men at de kom op igen, og Bilka Odense endte med at være den bedste Bilka, hvilket varehuset også blev kåret til i 2025.
“Vi var det første varehus, som fik elektroniske kasseapparater, som til at begynde med var simple i forhold til, da vi også som de første fik et fuldautomatiseret system.
Det gav en vis effektivitet, men også udfordringer. Om fredagen når vi havde travlt, brød systemet nemlig ned, så alle os chefer gik rundt med store spande med flødekarameller til de mange kunder, der stod i kø – det blev til mange flødekarameller, inden problemet var løst,” fortæller Mads O. Krage og mindes nogle rigtig gode og lærerige år i Odense, og som inden han tiltrådte som varehuschef i Odense var i lære til den titel hos Børge Johannsen.
Blå kitler og rivende udvikling
Indretningen af Bilka Odense var anderledes end i dag, og medarbejderne gik rundt i blå købmandskitler.

Gennem årene er både uniformen og varehuscheferne blevet skiftet. I en lang årrække var Villy Overgaard varehuschef, og han husker tydeligt, hvordan udviklingen tog fart.
“Vi fik blandt andet nyt indgangsparti, nyt cafeteria og fik overdækket havecenteret. Der skete rigtig meget i de 11 år, jeg var der. Jeg kan også huske, at vi i tilbudsavisen fik lov til at have vores egen side i Odense, fordi det ikke virkede så godt hos os, når der var Carlsberg og Tuborg på tilbud – Albani var bedre hos os,” fortæller Villy Overgaard, der bor i Odense og fortsat handler i Bilka.
En af dem, der også husker meget af Bilka Odenses historier, er Nitta Rasmussen, Team Leder i ‘Nearfood’. Hun har været med de seneste 44 år.
“Jeg kendte slet ikke Bilka ved åbningen, men da jeg blev ansat nogle år senere, var der meget fokus på udsalg, jul og andre sæsoner – der var jo endnu ingen discountbutikker.
Indretningen var markant anderledes dengang, hvor vi for eksempel havde mange varer fyldt op på såkaldte trappediske og havde store lagerreoler i varehuset.
Vi havde egen dekoratørafdeling, som blandt skrev vores skilte. De blev hængt til tørre på en snor, og det var meget uheldigt, hvis der var en stavefejl,” siger Nitta Rasmussen, som tydeligt husker, at hendes første arbejdsplaner blev skrevet i hånden, og at varerne blev prismærket med en såkaldt prispistol.
Stor tak til Fyn
Gennem de seneste tre år har Morten Johansen været varehuschef i Bilka Odense, og han er stolt af, at fynboerne gennem 50 år har vist loyalitet.
“Det betyder meget for os, at vi har været en stor del af Fyn og Odense i 50 år.
Varehuset lå øde dengang, men gennem årene er der blevet bygget en masse rundt om os, så på den måde er vi kommet tættere på centrum.
I alle årene har kunderne kunne købe mere eller mindre alt hos os, og vi er stolte af, at vi har været en integreret del af Fyn i så mange år, og at kunderne fortsat handler trofast hos os. Vi ser frem til at være en del af Odense i mange år frem,” siger varehuschef i Bilka Odense, Morten Johansen.
Den runde fødselsdag bliver markeret for hele byen senere på året i forbindelse med, at den forestående renovering af varehuset er færdig.