90'er-stjerner indtog Odense: Aqua er tilbage på toppen
I går satte nogle af 90’ernes største stjerner gang i festen i Kongens Have i Odense, da ”Vi Elsker 90’erne” endnu engang kom på besøg.
Den store 90’er-fest er arrangeret af den tidligere professionelle fodboldspiller Riffi Haddaoui og hans partnere. Det imponerende set up med den store scene, det fede lysshow og den lækre lyd gæster både Danmark og Sverige.
8.500 gæster i alle aldre sang i går med på alle de velkendte sange fra 90’erne. Og til arrangørernes, publikums og artisternes store fornøjelse viste det danske sommervejr sig fra sin bedste side med 21 grader helt frem til midnat.
Arrangørerne havde i år lovet det største line up siden starten, og det levede det i høj grad op til med navne som Haddaway, Dr. Alban, Vengaboys, Peter Andre og Safri Duo. Og så bød dagen på et fantastisk comeback fra verdenskendte Aqua, som tog Odense med storm.
Mens publikum skrålede med på ”Barbie Girl”, ”Doctor Jones” og ”Cartoon Heroes”, sørgede Lene Nystrøm og René Dif for en fest på scenen.
Alt i alt kan arrangørerne og de festglade odenseanere se tilbage på en meget vellykket og festlig dag i Kongens Have, som blev afviklet i god ro og orden.