Åbner snart: Nu står to store ladeparker klar ved Fynske Motorvej

Fra 2026 kan elbilister, der krydser Fyn, se frem til nemmere og hurtigere opladning.
Vejdirektoratet åbner nemlig to store ladeparker ved Kildebjerg-rastepladserne. De er begge placeret på Fynske Motorvej, så elbilisterne kan lade op uden besværlige omveje.
Der bliver sat strøm til de to nybyggede ladeparker 1. januar 2026, og her kan elbilister, der pendler langt eller kører på ferie, altså lade op direkte ved motorvejen, så opladningen bliver en naturlig og bekvem del af rejsen.
“Det skal være så let som muligt at køre elbil i Danmark.
Med ladeparkerne ved Kildebjerg får vi lukket et vigtigt hul i ladeinfrastrukturen på tværs af landet. Hurtig opladning på de længere ture er efterspurgt fra elbilisterne og med åbningen af endnu flere ladeparker forbedres elbilisternes lademuligheder markant der, hvor behovet er størst,” siger transportminister Thomas Danielsen.
De nye ladeparker er en del af en national indsats, der skal gøre det nemmere at køre langt i elbil uden at skulle bekymre sig om at finde opladning undervejs.
Flere lynladere der, hvor trafikken er – og behovet størst
Rastepladserne Kildebjerg Nord og Syd ligger strategisk placeret omtrent midt mellem København og Aarhus og udgør et naturligt stop for både pendlere og ferierejsende.
I 2026 åbner de første otte ladepladser på Kildebjerg Nord og Syd. Hen over de næste par år vil ladeparkerne løbende blive udvidet således, at der i 2028 vil være 14 ladepladser på hver side af motorvejen.
Ny energi til både bil og fører
De nye ladeparker er indrettet med:
- Lynladning op til 400 kW
- Pladser til opladning for biler med trailer, campingvogn og varevogn
- Overdækning med solceller
- Nem indkørsel og bedre mulighed for at finde en ledig stander
- Plads til kørestolsbrugere
- Adgang til mad, drikke og toiletter på rastepladserne
”Vi har haft fokus på at skabe ladeparker, der både er effektive og behagelige at bruge.
Særligt på de længere stræk. Med de nye faciliteter ved Kildebjerg bliver det både nemmere at holde en god pause og nemmere at komme hurtigt videre på turen,” siger projektleder i Vejdirektoratet Jonas Johnsen og tilføjer:
”Det er bare at dreje ind, lade op og køre videre.”
Ladeparkerne er en del af en større national indsats under Infrastrukturplan 2035, hvor Vejdirektoratet åbner 22 nye ladeparker med i alt 288 lynladepladser langs motorvejene.
De seneste par år har Vejdirektoratet desuden åbnet ladeparker med 30 lynladepladser ved rastepladserne Lillebælt Nord og Syd og ved samkørselsplads Langeskov på Fyn.