Åbning udskudt en dag: Stor ølfestival starter på torsdag i Odense

Skrevet af: Morten Hopballe

Fra på torsdag bliver Kongens Have forvandlet til en tysk ølfest.

Det sker, når German Bierfest kommer til Odense med intet mindre end 30.000 liter øl.

“Danskerne elsker og fejrer jo allerede oktoberfest i stor stil, så vi synes, det er helt oplagt også at lade danskerne stifte bekendskab med en anden tysk tradition; nemlig deres sommerversion af oktoberfesten,” siger Camilla Weinkouff, bookingmanager hos German Bierfest, og fortæller, at ølfesten er udskudt til torsdag i stedet for den planlagte start onsdag.

“Vejrudsigten for Odense på onsdag er umiddelbart ikke til ølfest i Kongens Have, så derfor har vi valgt at skubbe starten en dag, så vi først åbner torsdag. Til gengæld får vi forhåbentlig tre dage med øl og sol.”

I Tyskland hedder sommerversion af oktoberfest “Frühlingsfest”, og i Odense-versionen kommer den til at indeholde en stor ølhave, træhytter, et stort telt, et børneområde, tysk mad, tysk musik og naturligvis en masse tysk øl.

“Den bierfest, der kommer til Kongens Have, er en mere familievenlig udgave af de klassiske oktoberfester. I vores biergarten må man for eksempel gerne have børn med, og vi har også sørget for et børneområde, hvor den yngre del af familien kan hygge sig, mens forældrene nyder en stor fadøl,” siger Camilla Weinkouff og tilføjer, at der er gratis entré i ølhaven.

Ølhaven har åbent hver dag fra kl. 12-24, mens det store øltelt åbner kl. 17.00.

“Vi synes, at bierfest er en rigtig hyggelig måde at mødes på. Vi åbner ved middagstid, så der er gode muligheder for at tage nogle venner, naboer eller kollegaer med i Kongens Have og nyde en øl eller noget tysk mad – og naturligvis hinandens selskab. Om man så er til ren hygge, eller man ønsker en festlig aften, kan man selv bestemme,” siger Camilla Weinkouff.

Mens der i biergarten er plads til 1.200 mennesker, så er der kun plads til 300 i ølteltet, men hertil skal man også købe billet. Til gengæld får man serveret tyrolermusik i lange baner.

“Selv om det er et helt nyt koncept, så tror vi på, at odenseanerne tager godt imod German Bierfest, og foreløbig er der blevet taget rigtig godt imod os i Odense. Nu håber vi bare på solskin, så vi kan få tre hyggelige dage i biergarten,” siger Camilla Weinkouff.

German Bierfest foregår i Kongens Have fra torsdag 8. juni til lørdag 10. juni fra kl. 12-24. Du kan læse mere om det her