Eneste i Odense: Kendt restauratør åbner spisested med unikt koncept
Hun er virkelig én af Odenses grand old ladies, når det kommer til byens madscene.
I 25 år har Xiao hui Yan bespist odenseanerne med lækkerier fra Asien i sin restaurant Oriental Barbecue House i Slotsgade.
Og nu er hun klar med en kæmpe nyhed!
Hun har nemlig købt hele ejendommen i Kongensgade, hvor Hama Sushi tidligere lå (den gamle Air Pub med helikopteren ude foran red.)
Det er godt nyt for alle madglade odenseanere. For i stueplan åbner Xiao hui Yan nemlig en restaurant!
Det er endnu ikke meget, Xiao hui Yan vil afsløre om det nye spisested.
Men nogle af detaljer løfter hun dog gerne sløret for over for MigogOdense:
– Restauranten kommer til at henvende sig til det unge publikum – i alderen fra 18 til 34 år.
– Som noget helt særligt kommer den til at byde på et koncept, som man IKKE har set i Odense før. Vi har mange asiatiske restauranter, men denne type spiseoplevelse bliver altså helt ny for odenseanerne.
– Køkkenet kommer desuden udelukkende til at bestå af retter fra ét bestemt land, der altså også stadig forbliver en hemmelighed.
– Der bliver plads til 80 gæster i selve restauranten.
– Restauranten, der endnu ikke har fået et navn, kommer til at indeholde selskabslokale og karaokelokale!
– Og det bliver selvfølgelig også muligt at købe stedets mad som takeaway
Xiao hui Yan har netop fået nøglerne til ejendommen i dag. Oven på restauranten ligger fire lejligheder, som hun kommer til at leje ud, og så er der altså selv restaurant- og selskabslokalet, som den kendte restauratør lover står klar til gæster senest om et halvt år!