Helt vanvittigt: Aktion på fynske veje i nat udløste 76 sigtelser

Lørdag aften og nat var Fyns Politi massivt ude på fynske veje.
Det skete som led i, at der blev kørt gaderæs rundt omkring på Fyn.
I nat kunne politiet så oplyse, hvad den omfattende aktion havde ført med sig. Og det var absolut ikke småting.
“Det resulterede i ikke mindre end 76 sigtelser for vanvidskørsel, narkokørsel, hastighed, falske nummerplader og meget mere. Vi gav 8 klip og 4 betingede frakendelser. Beslaglagde én bil, 800 g hash og 70.000 kr.,” skriver Fyns Politi på Twitter.
For hurtigt og med hash og kontanter på sig
Den største “fangst” var på en landevej et kvarters tids kørsel fra Odense.
Her stoppede politiet en motorcyklist, som forsøgte at stikke af, før han til sidst kørte galt.
Den 26-årige motorcyklist står over for en række sigtelser, efter at han blev stoppet af politiet for at have kørt 180 kilometer i timen. Samtidig havde han 70.000 kroner i kontanter og omkring 800 gram hash på sig.
Det oplyser vagtchef hos Fyns Politi Henrik Strauss ifølge Ekstra Bladet til Ritzau.