Alt i alt: en poetisk karrusel på kanten af stolen

ANMELDELSE:

Der er noget næsten skrøbeligt over Alt i alt på Odense Teater, ikke fordi forestillingen er usikker, tværtimod, men fordi samspillet mellem de seks skuespillere, fire musikere, lyset, bevægelserne og Benny Andersens ord er så delikat, at man flere gange sidder på kanten af stolen med en lille frygt for, at det hele skal tippe….Det gør det ikke.

Ensemblet er simpelthen hamrende dygtigt.

Alt i alt er en teaterkoncert, hvor Benny Andersens digte får lov til at leve i et tæt samspil med nyskrevet musik af Hannah Schneider, og det er netop i dette samspil forestillingen for alvor finder sin styrke.

Ordene får krop, rytme og følelser, mens musikken nogle gange tager over og fortæller det, som ordene ikke kan.
Det er både rørende, smukt og flere steder næsten hypnotisk.

Scenografien fortjener også ros

Det skumle sceniske rum bliver en slags mørkt lærred for forestillingen, og lyssætningen bruges virkelig flot. Lyset er ikke bare noget, der oplyser skuespillerne, det er en aktiv del af fortællingen og er med til at skabe både stemninger, kontraster og de små poetiske øjeblikke.

Der er heller ikke behov for store armbevægelser eller spektakulære dansenumre, de præcise og enkle bevægelser understøtter teksten og musikken og giver forestillingen en fin visuel rytme.

Der er ikke behov for store armbevægelser eller spektakulære dansenumre, de præcise og enkle bevægelser understøtter teksten og musikken og giver forestillingen en fin visuel rytme…men…Alt i alt har også en udfordring.

Den røde tråd i fortællingen kan være svær at få øje på, og forestillingen bevæger sig fra digt til digt, fra stemning til stemning og fra musikalsk udtryk til musikalsk udtryk, hvilket fungerer glimrende som teaterkoncert, men knap så godt hvis man leder efter en egentlig dramatisk fortælling.

Samtidig er forestillingen gennemgående meget melankolsk, mørk, eftertænksom og til tider dyster, men det er en af de ting, der er svære at kritisere helt, for det er også en væsentlig del af forestillingens charme.

Benny Andersens univers rummer jo netop både kærligheden, hverdagen, naturen, livets små mirakler, men også tiden, forgængeligheden og døden, så selv om man indimellem længes efter lidt mere lys og lethed, er det samtidig svært at forestille sig Alt i alt uden den melankolske tone.

Alt i alt forsøger ikke at råbe Benny Andersens poesi ud over scenekanten, den hvisker den ind, og det er en forestilling, der skal mærkes mere end forklares.

Alt i alt er det en delikat, musikalsk og poetisk teateroplevelse – med et ensemble, der ganske enkelt er fremragende.