Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ny børnebutik i Odense gør det smart: Her sælger de også dine ting

Af Kamilla Kilias

I dagens forbrugersamfund er det vigtigt at sætte fokus på genbrug og den måde, hvorpå man kan give gamle ting nyt liv.

Det mener Bettina Lundberg, der netop har åbnet en ny børnebutik, der drejer sig om selvsamme.

I slutningen af august åbnede Bettina Lundberg børnebutikken Alt Til Barnet i Victoriagade 40-44, der i den grad lever op til sit navn.

Butikken har dog et lille twist sammenlignet med andre børnebutikker. Alt Til Barnet er nemlig primært fyldt ud med genbrugs guld.

Idéen til at starte en butik med netop det udgangspunkt bunder i indehaverens egne erfaringer:

”Jeg har selv en datter, og jeg har derfor selv prøvet at sælge alverdens børneting og sager online. Men jeg bliver simpelthen træt af processen med billeder og købere, der springer fra,” siger Bettina Lundberg og tilføjer, at det generelt bare er nemmere, når man kan få lov at se og mærke tingene, før man køber det.

 

Noget gammelt og noget nyt

Derfor har Bettina Lundberg skabt et univers, hvor lige netop de ting er gældende. Man kan som både privatperson og firma booke en stand i butikken, og derefter videresælge de ting, som man ikke selv kan bruge længere:

”Man kan leje en stand og på den måde få solgt de ting, som man har til børn. Det kan være tøj, der er blevet for småt, eller legetøj, der ikke bliver brugt mere. Jeg tager imod alt, hvad der har med børn at gøre, og så videresælger jeg det for folk,” forklarer Bettina Lundberg.

Butikken rummer derfor alt fra graviditetstøj og barnevogne til børnebrætspil og -tøj i massevis.

Det er dog ikke alt til barnet, som man nødvendigvis kan eller vil købe brugt, og det er der selvfølgelig også taget højde for:

”Selvom genbrug er det primære, har vi andet. Sådan noget som sutter er for eksempel ikke noget man køber brugt. Derfor har vi nogle nye varer herinde også, så man kan få det hele til sine børn samme sted,” fortæller Bettina Lundberg.

Butikkens nye varer stammer fra webshops som Pusleshoppen, Luxogco, Krammebarn og Kidztown, og på den måde fungerer Alt Til Barnet også som et showroom for onlinebutikkerne.

Kombinationen af det nye og det gamle samlet i en fysisk butik glæder indehaveren:

”Min erfaring er, at folk foretrækker at få lov til at se og mærke på tingene i virkeligheden.”

Book en stand

Så har man som privatperson eller firma kælderen fyldt med børnesager, som man ikke ved, hvad man skal stille op med, så er der hjælp at hente:

”Man kan booke en stand hos os enten online eller i butikken, og så kan man have standen i alt fra en uge til et par måneder,” siger Bettina Lundberg og henviser til de mange rækker af reolsystemer, som butikken indeholder.

En stand udgør nemlig et felt i et af reolsystemerne, hvor man har et par hylder og en bøjlestand at gøre godt med.

Derfra er det bare at slæbe de forsømte godter med ned til Bettina, og så giver hun glædeligt en hjælpende hånd med, når de mange ting skal prissættes.

Derefter kan man læne sig tilbage, mens Alt Til Barnet sørger for, at dine gamle ting får nyt liv.

I september og oktober kører butikken et opstartstilbud, således at du kan få fingrene i en stand til 100 kr. for en uge eller 160 kr. for to uger, mens butikken tager 15% i kommission.

Bugt med forbrugerkulturen

Konceptet er blandt andet til for, at få folk til at tænke sig om en ekstra gang, inden der kasseres:

”Vi har et samfund, der køber nyt, når man finder noget, der er smartere end det, man har derhjemme. Så bliver det gamle bare kasseret, og det synes jeg er en skam,” fortæller Bettina Lundberg, der har valgt at fokusere på genbrug fremfor at åbne en almindelig børnetøjsbutik.

Hun vil derfor gerne sætte fokus på, at man skal bruge de ting man har, og hvis ikke man kan det, så kan man smide det ned til hende, og på den måde få det solgt videre til andre, der kan få glæde af det.

Hun nævner endvidere, at odenseanerne har taget godt i mod netop den idé:

”Folk har indtil videre været begejstret. Man kan købe en helt masse til en fornuftig pris. Børn vokser hurtigt fra tøjet, så det her er en god måde at finde børneting på, til en pris man er villig til at betale.”

Børnene har ligeledes mulighed for at sætte sig ned og lege med butikkens legetøj. På den måde kan de forhåbentligt lettere afgøre, om det er noget for dem, fremfor hvis de bare så emballagen på en kasse.

Kommer forskellige events

Butikken kommer også til at køre særlige og sæsonpræget events. I forbindelse med halloween kan man eksempelvis komme forbi med sit gamle kostume, og så sælger Bettina det for dig kvit og frit:

”Kostumer er noget man normaltvis kun bruger en enkelt gang, så derfor kan man komme herned med det og måske bytte sig til et nyt.”

Men Alt Til Barnet rummer meget mere end bare køb og salg. De favner også om ventende mødre og børnefamilier.

”Hver onsdag har vi barselhygge, hvor mødregrupper og andre er velkommen til at komme forbi til for eksempel boller, brunsviger og hyggelige snakke.”

Bettina har stablet eventet på benene, fordi hun selv har været på barsel og haft brug for at komme lidt ud og ikke mindst dele erfaringer med andre.

Butikken skal derfor helt generelt være et sted, hvor hele familien nemt kan komme og hygge sig:

”Der er gratis parkering lige ude foran butikken, så her er nemt at komme til. Derudover har vi et legehjørne nede bagved, hvor der også står lidt vand og frugt på bordet,” siger Bettina Lundberg og understreger, at der er plads til alle.

Del artikel

Andre læser også