Anmeldelse af “Barbie”: En pærevælling af wokeness

Er du (også) barn af 90’erne, 80’erne eller måske 70’erne, har du med al sandsynlighed haft en eller flere smukke Barbie’r på dine legetøjshylder.

Barbie er en ikonisk figur, og hvis man skal forklare hende med et enkelt ord, ville det uden tvivl være “Perfektion”.

Hun har alt: De usandsynligt veldrejede former, det lange blonde hår og en uendelig garderobe med moderigtigt tøj.

Udover dette har hun selvfølgelig også den perfekte karriere som alt fra astronaut og præsident til hjernekirurg og fysiker.

Barbie kan alt og er hele essensen af mange pigers barndom. Derfor glædede vi os også til et glædeligt gensyn, da vi tog i Nordisk Film Biografer for at se den nye Barbie-film.

Alt starter perfekt i Barbieland

Filmen starter i det perfekte Barbieland, hvor alt er åbent og idyllisk, og hvor alle er bedste venner med alle.

Who run the world? Det gør Barbie, mens Ken er et stykke tilbehør, der kæmper for at vinde Barbies kærlighed og dermed en identitet.

Modsat Ken, har Barbie ikke brug for en kæreste, for at have det perfekte liv. Det har hun allerede i Barbieland.

Men pludselig ændres alt, da Barbie på mystisk vis får både appelsinhud og dødstanker (the worst!), og en kompleks forklaring om en portal til den virkelige verden introduceres.

Barbie beslutter sig for at tage til den virkelige verden for at ophæve forbandelsen og finde tilbage til sin glade og perfekte tilværelse. Ken beslutter sig (selvfølgelig) for at følge med hende.

I den virkelige verden står Barbie dog hurtigt over for en række udfordringer.

Her bliver hun mødt med et samfund, hvor mændene dominerer, og hvor hun hurtigt bliver betragtet som et objekt.

Alle disse samfundsproblematikker, der gør Barbie noget forvirret, er dog alligevel ikke overvældende nok til, at hun ikke hurtigt formår at finde frem til årsagen bag hendes mystiske transformation …

En tur i en pink rutsjebane

Herfra stikker filmen totalt af.

En overdreven wokeness has entered the building, og filmen går i gang med at visualisere en virkelig forvirrende feminisme-kamp, som ingen af os rigtig forstår, hvad udspringer af.

Ken ændrer sin karakter, efter besøget i “the real world” og ifører sig pludselig en minkpels, samtidig med at han nu får serveret øl af de andre Barbiedukker, der pludselig nyder at “være til pynt”.

Desværre forsøger filmen at håndtere for mange temaer på én gang, hvilket resulterer i en forvirrende oplevelse for os som publikummer.

Vi følte lidt, at vi var røget ind i en pink rutsjebane uden helt at vide, hvor lang den var, eller hvor den endte.

Mange af budskaberne i filmen er gode, men det hele bliver lidt for rodet, lidt for ambitiøst og aaaalt for usammenhængende til vores smag.

Vi grinede lidt undervejs, men mest af alt overvejede vi blot at tage en lur i de virkelig behagelige stole, som Nordisk Film Biografer har etableret i sine sale.

Nå, men tilbage til filmen …

Kort sagt, så ønsker “Barbie” at favne for meget og ender med at miste både fokus og sammenhæng undervejs. Vi er med på, at filmen gerne vil gøre op med kvinders skønhedsideal, patriarkatet, samfundets kønsroller og meget, meget mere.

Men det er faktisk hele vores problem med filmen: Den vil aaaaaalt for meget, og vi hverken kan eller vil følge med.

Efter endt film var vi enige om, at det ikke var en film, vi havde lyst til at se igen. Eller jo, så skulle det da være for at se Margot Robbie og Ryan Gosling, der uden tvivl gjorde det eminent i rollerne som Barbie og Ken.

Hvis du har overvejet at invitere din kæreste med for at se den, så tænk dig om en ekstra gang. Det kunne meget vel ende med, at du ender med at skylde ham fodmassage i mange år fremover.

Det bliver altså kun til to stjerner herfra.

Én til Barbie og én til Ken.