Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Den Stundesløse: Et arsenal af veloplagte skuespillere

Af Morten Givskud
"Den stundesløse" Odense Teater 2023

Med en kort introduktion og tilhørende forklaring af titlen Den Stundesløse, sender Christine Gjerulff i rollen som Pernille, publikum af sted i et lidt over to timers hæsblæsende, fortravlet, stressplaget og rastløst univers med løbende referencer til vores egen åndelige tilstand.

Og det er også summen af Benjamin Kitters kvaler, når han i rollen som Hr Vielgeschrei bilder sig ind at have så forfærdeligt travlt uden i virkeligheden at lave noget som helst.

Vielgeschrei har hovedet så fuldt af sine ”forretninger”, at han halser gennem tilværelsen uden at lægge mærke til noget som helst.

Lider han af tidens folkesygdom stress?

Egentlig ikke, men det tror han selv, og taler gerne om det, aldrig rigtigt til stede eller aldrig rigtigt i live.

Hmm er det mon noget, vi kender til?

I det hele taget er det styrken ved Odense Teaters fornøjelige livtag med den komiske klassiker, og i Kamilla Bach Mortensens iscenesættelse blandes traditionen og den friske tilgang, som gør tematikken tidløs, og oveni er Den Stundesløse velsignet med et arsenal af veloplagte skuespillere.

Benjamin Kitter er måske ikke helt den enevoldsherskende arbejdsgiver, som berettiger den frygt hans beholdning af skælvende notariuser lider under.

Men han besidder en dejlig befippet adspredthed som, når han flere gange i forestillingen forsøger at forstå, hvad der egentligt foregår i hans hus.

Tjenestepigen Pernille spilles af Christine Gjerulff, der, som en nærgående og ligefrem pige, snarrådigt styrer den intrige, der skal bringe husherren så meget i bevægelse, at de rette unge forelskede kan få hinanden.

Sammen med hendes ”partner in crime” Claus Riis Østergaard der som fupmageren Oldfux, i den grad får bragt sin egen behændige sludderretorik ind i løjerne som hendes instrument.

Alle gør de, hvad der skal til:

Laura Skjoldborg, Klaus T. Søndergaard, Kristoffer Helmuth, Frank Thiel, Helene Hasseriis Holten, Lukas Lykke, men i særdeleshed Malene Melsen, som portrætterer en skøn komisk figur af en spraglet, gifteklar og til tider liderlig husbestyrerinde Magdelone.

Og den fornøjelige Leander, spillet af Anders Skov Madsen, der med den tillærte bogholdergestikulation indtager rollen som den unge giftemodne mand, får latteren til at sprede sig i den smukke gamle teatersal.

Del artikel

Andre læser også