Anmeldelse: Denne danske film skal du se – hvis du tør
Danske film deler ofte vandene.
For nogen er det en kær del af kulturen, et spejl på hverdagen i genkendelige miljøer, mens andre er mere til store, internationale hits, hvor sproget helst skal være engelsk.
Her på redaktionen er vi af den første race, og derfor var vi heller ikke længe om at overveje, om vi skulle se den nye “Madame Ida”, der fik premiere 2. december.
Og når en instruktør debuterer med en film, der allerede har vundet internationale priser, vækker det naturligvis forventninger.
Jacob Møllers første spillefilm, Madame Ida, har gjort netop dette – og hædret tre af Danmarks dygtigste skuespillere, Flora Ofelia Hofmann Lindahl, Christine Albeck Børge og Karen-Lise Mynster, med prisen for bedste kvindelige hovedrolle ved den italienske filmfestival i Torino.
Filmen kan ses i Cafe Biografen i Odense.
Et psykologisk drama
Madame Ida er en film, der i sin åbning næsten luller publikum ind i en følelse af håb og forløsning for alle parter.
Men som handlingen skrider frem, træder mørkere lag frem, og de tre kvinders livshistorier bliver gradvist viklet sammen i et psykologisk drama, der er både rørende og foruroligende.
Handlingen udspiller sig i starten af 1950’erne.
Den 15-årige Cecilia bliver sendt væk fra det børnehjem, hvor hun er vokset op, da hjemmets forstander har gjort hende gravid.
Hun havner hos Ida, en midaldrende kvinde, der bor alene i et afsides palæ sammen med sin aldrende tjenestepige Alma.
Planen er, at Ida skal adoptere det kommende barn og Cecilia placeres i huset i månederne op til hendes fødsel.
Huset, som engang var et symbol på rigdom og social status, føles nu som en verden for sig – på én gang tryg og kvælende.
Lys før mørket
I starten fornemmes en uventet varme i mødet mellem Cecilia og hendes nye værter.
Ida og Alma tilbyder noget, den unge pige aldrig har oplevet før: Omsorg og en form for hjem.
Filmen er fyldt med smukke, stille øjeblikke, hvor båndene mellem de tre kvinder langsomt styrkes, og hvor publikum selv begynder at tro på muligheden for lykke.
Men Jacob Møller mestrer kunsten at bygge spænding op subtilt.
Uden at det er klart hvorfor, begynder små detaljer at stikke ud.
Hvad gemmer sig bag de lukkede døre i huset? Hvorfor virker Ida til tider så uforudsigelig, næsten skræmmende?
Og hvorfor bærer Alma en vagtsomhed, der synes umulig at ryste af sig?
Et mørke, der ikke slipper taget
Som fortællingen skrider frem, afsløres de skjulte traumer og hemmeligheder, som hver af kvinderne bærer hver især.
Den lyse facade krakelerer, og hvad der først lignede en fortælling om genopbygning og tilgivelse, udvikler sig til en historie om smerte, svigt og konsekvenserne af fortidens handlinger – og et behov for at tage hænderne op foran hovedet flere gange.
Jacob Møllers debut er både modig og dybt personlig, og med stærke præstationer fra alle tre hovedroller tegner filmen et komplekst portræt af kvindeliv på tværs af generationer.
Madame Ida blev for os en påmindelse om, at mørket ofte gemmer sig lige bag det mest strålende smil.
