Badaboomberlin gør H.C. Andersen levende: Oplev Pixel og Papir
Berlinsk kunstnerduo arbejder for første gang sammen med H.C. Andersens Hus – Ville Vau om at skabe en ny og legende performance, Papir og Pixel, som kredser om begejstringen for teknologi, som man finder i nogle af H.C. Andersens eventyr.
Er teknologi godt eller skidt? Bringer det os tættere sammen eller længere væk fra hinanden? Det er spørgsmål H.C. Andersen stillede sig selv og tog op i sine eventyr, og som vi stadig forsøger at finde svar på.
H.C. Andersens Hus – Ville Vau er derfor gået sammen med den tyske kunstnerduo BADABOOMBERLIN om at skabe en ny og legende performance, Papir og Pixel, der levendegør H.C. Andersens fascination af datidens moderne teknologi – jernbanen og telegraflinjen.
Performancen kredser om den teknologibegejstring, der findes i nogle af H.C. Andersens mere ukendte eventyr, og samtidig undersøger den frygten og ængstelsen, der følger med den teknologiske udvikling.
Formidlingsleder i Ville Vau, Rikke Jahn Svinding, siger:
”At være nysgerrig kræver mod og god tid. Det mestrede HC Andersen, og da han samtidig omsatte de ting, han mødte på sin rejse ind i de nye verdener, til spændende kunst som eventyr og papirklip, gjorde han lige præcis det, vi oplever i dag, når vi gennem ny teknologi opdager nye muligheder.
Derfor er det interessant og oplagt at inddrage Andersens fascination af teknologi i 2022, fordi det handler om nysgerrighed og undren, men også den angst og uro, som man kan opleve over for det, som er nyt, anderledes, ukendt og måske uforståeligt”.
Telegrafen som søslange
Telegrafen var en af de opfindelser, som interesserede H.C. Andersen.
Danmark åbnede sin store telegrafforbindelse fra Helsingør til Hamborg i 1854, og året før prøvede H.C. Andersen forbindelsen ved at telegrafere til Helsingør.
Oplevelsen gjorde stort indtryk ham, og i 1871 skrev han eventyret om ”Den stor Søslange” – inspireret af den store 3500 kilometer lange telegrafforbindelse mellem Europa og USA, som i 1866 var blevet etableret fra Irland til New Foundland.
Eventyret handler om, hvordan nogle fisk opdager en ny ”søslange” på havets bund.
I performancen vil H.C. Andersens eventyr enten få beskueren til at blive fascineret og drømme sig ind i teknologiens uendelige potentialer, eller frygte hvilke konsekvenser vores forbrug af teknologi kan have for menneskeligheden.
Formidlingsleder i Ville Vau, Rikke Jahn Svinding, siger:
”Med BADABOOMBERLIN går vi på opdagelse i Andersens verden. Inspireret af hans fabulerende fortællestil, hans flotte og vilde papirklip skal børnene finde nysgerrigheden frem og skabe deres eget papirklip og dermed selv opleve glæden ved at være nysgerrig og at skabe noget med andre.
Vi glæder os til HCA Festivals i uge 34, hvor denne workshop finder sted i Ville Vau”.
Workshoppen (Papir og Pixel) finder sted 27. og 28. august fra 10.30 – 12 og fra 14 -15.30
Performancen Papir og Pixel finder sted 27. og 28. august 2022 fra 11.30-12 og fra 15-15.30.
Man kan tilmelde sig både workshop og performance på H.C. Andersen festivals hjemmeside.