Vil være billigere end alle andre: Dansk gigant åbner ny butikskæde

En ny butikskæde spirer frem i Danmark, hvor 10 butikker åbner de kommende uger.
Navnet er BASALT, og målet er at tilbyde markedets laveste priser på basale dagligvarer.
Det skriver Salling Group, som står bag den nye kæde, i en pressemeddelelse.
Med afsæt i danskernes hverdag giver Salling Group nu kunderne et supplement til eksisterende butikker med lanceringen af BASALT, der sikrer danske husholdninger markant lavere priser på de mest købte dagligvarer.
Den første åbner allerede i midten af oktober to steder i Aarhus, og det er så planen, at blandt andet Odense får en før jul.
De lave priser er mulige, fordi BASALT fjerner en lang række omkostninger.
Sortimentet er smallere end i discountmarkederne, hvilket gør det muligt at reducere antallet af ugentlige leverancer til butikken.
Varerne vil desuden i vid udstrækning stå på paller i butikken og i emballagen direkte på hylderne, hvilket reducerer udgifterne til håndtering.
Ingen køle- og frostvarer
Væk er ligeledes køle- og frostvarer og dermed halvdelen af omkostningerne til energi, som i disse måneder sætter nye rekorder.
Hertil kommer, at BASALT holder lukket om aftenen, hvilket yderligere reducerer omkostningerne til energi og personale.
“Mange danskere oplever et voldsomt pres på privatøkonomien og har brug for, at dagligvarehandlen hjælper dem til at få hverdagen til at hænge bedre sammen.
Med et innovativt butikskoncept vælger vi derfor at tænke nyt frem for at skære ned, og mens inflationen har presset priserne op med ni procent, hugger vi nu gennemsnitligt 15 procent af priserne i BASALT,” siger administrerende direktør i Salling Group, Per Bank.
BASALT vil være kendetegnet ved et bredt udvalg af de mest basale dagligvarer, der altså hverken kræver køl eller frost.
Det vil sige almindelige basisvarer som pasta, havregryn, toiletpapir, bleer, tandpasta, langtidsholdbar mælk, mel og brød samt et basalt udvalg af frugt og grønt.
Fleste varer koster under 20 kr.
Der er ingen mængderabatter, kun faste lave priser hver dag, hvor flere end 80% af varerne vil koste under 20 kroner per styk og halvdelen 10 kroner eller derunder.
“Vi sparer på drift, logistik og energi, og sender med BASALT besparelsen videre til kunderne.
Ved at sænke vores faste omkostninger markant kan vi tilbyde danskerne markedets bedste priser på de allermest basale dagligvarer. Ligesom alle andre håber vi, at forbrugerpriserne vil falde, men med BASALT giver vi her og nu danskerne et meget konkret våben mod inflationen,” siger Per Bank.
Frem mod jul åbner i alt foreløbigt 10 BASALT-butikker spredt ud over hele landet, og BASALT tester dermed danskernes appetit på en ny butiksform, der altså er væsentligt billigere end discount.