Bekræftet: Jakob Michelsen er ny cheftræner i OB
OB har netop afsløret, hvem der skal stå i spidsen for klubben de kommende tre sæsoner.
Forleden fyrede klubben Kent Nielsen, der havde en sæson tilbage af sin kontrakt. Men OB skulle ikke bruge alt for lang tid på at få den nye træner på plads.
Jakob Michelsen har underskrevet en 3-årig aftale, der gør ham til cheftræner i OB. Kontrakten løber frem til udgangen af juni 2021.
Spændende cheftræner
37-årige Jakob Michelsen har tidligere været cheftræner i Hobro, Skive, SønderjyskE og Hammarby, og nu er han klar til et nyt eventyr, hvor han skal forsøge at løfte OB’s Superligahold.
“Jakob er en dynamisk og spændende cheftræner, der passer godt til de spilmæssige visioner, vi har i OB. Hans syn på fodbold passer godt til os og vores trup, og vi er overbeviste om, at han kan få det ud af vores trup, som kan flytte os de næste trin. OB vil fortsat være et spillende fodboldhold, og fremover vil vi forsøge at krydre det med en mere direkte og aggressiv stil.
Det glæder vi os over at Jakob vil være en del af, og vi ser med spænding frem til at fortsætte den udvikling, vi allerede er godt igang med, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.
Glæder sig til nye udfordringer
OB’s kommende cheftræner ser meget frem til de udfordringer, der venter ham i OB.
“Jeg glæder mig rigtig meget til at starte i OB efter sommerferien. Jeg ser frem til at lære spillerne og staben at kende og til at arbejde sammen med dem. Jeg ser OB som en traditionsklub, der de seneste år har haft svært ved at indfri det potentiale resultatmæssigt, som utvivlsomt er tilstede.
Der kommer ikke til at ske en revolution fra dag et, men efterhånden vil der komme nuancer, når jeg og resten af staben lærer spillerne rigtigt at kende. Vi skal bevare de ting, OB er gode til, og så vil jeg sammen med det øvrige team sætte vores præg på det og få tilføjet nogle facetter i forhold til aggressivitet og en mere direkte stil.
Odense er en rigtig fodboldby, og vi skal gerne have skabt noget begejstring blandt de mange trofaste fans og følgere, for jeg ser en spændende klub og en spændende trup med et stort potentiale,” siger Jakob Michelsen.
OB’s Superligatrup vender tilbage fra ferie i midten af juni, og sammen med den nye assistenttræner Henrik Hansen og resten af staben, vil Jakob Michelsen første gang stå i spidsen for truppen, når der trænes i Ådalen mandag 18. juni.