Bekymring for ny virusvariant: Risikoniveau 5 fastholdes i alle regioner
Coronasmitten er i øjeblikket stabilt nedadgående og det samme gør sig gældende med antallet af indlagte.
Alligevel viser den nyeste risikovurdering fra indsatsgruppen, at risikoniveau 5 fortsat vil blive fastholdt i alle regioner.
I notatet fremgår det, at der generelt ses faldende smitte på landsplan – og i alle regioner – samt at antallet af nye tilfælde er faldet med 32% mellem uge 3 og 4.
Dette ses også i kontakttallet, der på landsplanen er på 0,7. Generelt er der gode nyheder over hele linjen; lige pånær forekomsten af den mere smitsomme virusvariant, B.1.1.7. Denne er nemlig fortsat stigende og udgør således en stigende andel af sekventerede prøver.
Beregningerne viser fortsat, at B.1.1.7 forventes at blive den dominerende virusvariant i midten af februar måned og primo marts udgøre ca. 80 pct. af tilfældene. Det forventes i sig selv at indebære en stigning i det samlede kontakttal til 1,1 med nuværende aktivitet.
Den nuværende situation dækker hermed over modsatrettede signaler og tendenser. Det gør vanskeligt at beskrive risikosituationen entydigt, skriver eksperter.
En alvorlig trussel
På den ene side taler de overordnede kvantitative indikatorer herunder smittetal, nyindlæggelser og antal indlagte for at risikoniveauet skal nedjusteres. På den anden side viser prognoserne, at B.1.1.7-varianten fortsat udgør en alvorlig trussel for epidemikontrollen i den kommende tid.
Den fortsatte fremvækst i B.1.1.7 og usikkerheden om udviklingen og indvirkning på den samlede smitteudbredelse taler for at fastholde risikoniveauet på niveau 5.
På baggrund af bekymringen for den fortsatte stigning i den mere smitsomme virusvariant B.1.1.7, som forventes at være den dominerende variant fra medio/slutning af februar, fastholdes risikoniveauet derfor på niveau 5 på landsplan og i alle regioner.