Besøg de bedste restauranter på én aften: Tag på Restaurant Crawl i Odense

Elsker du gastronomi? Elsker du at spise ude? Har du svært ved at vælge mellem de mange gode restauranter i Odense?
Kan du svare “ja” til de tre spørgsmål, har vi fundet den perfekte begivenhed til dig.
Igen i år kan du tage med på en helt særlig gastronomisk rejse i form af en restaurant crawl gennem de odenseanske gader.
Det sker fredag den 13. september, hvor du kommer forbi tre af Odenses bedste restauranter.
Som ved en traditionel pub crawl, går du fra sted til sted og smager en enkelt ting hvert sted, hvorefter du fortsætter turen.
En helt særlig smagsoplevelse
Deltagerne mødes på SPIS! Madmarked på Flakhaven i Odense kl. 17.30, hvor man sammen nyder en læskende øl fra Albani i aftensolen, inden man bliver delt op i tre hold.
Den kulinariske færd går forbi MARV, Capri og Oluf Bagers Gård, som har koordineret en helt særlig smagsoplevelse til dig, hvad enten du kommer forbi til forret, hovedret eller dessert.
Mellem forret, hovedret og dessert vandrer man sammen gennem septemberaftenen til vores den destination.
Hver restaurant sætter deres særpræg på menuen, så du kan se frem til tre vidt forskellige smagsoplevelser lavet på sæsonens råvarer.
Til hver ret serverer restauranterne én udvalgt drikkevare tilpasset retten.
Efter aftenens smagseventyr går man i fællesskab på Anarkist – Beer & Food Lab, hvor aftenen sluttes af med en lækker øl.
Menuen
Forret:
Brød & fyld
Hovedret:
Kalv & rødder
Dessert:
Æble & Vanille
OBS: Billetten gælder for én forret, én hovedret og én dessert på tre forskellige restauranter. Derfor er det ikke hele menuen fra hvert spisested, du får serveret.
Hvad: Restaurant Crawl
Hvor: Mødes ved SPIS! Madmarked på Flakhaven i Odense
Hvornår: Fredag den 13. september fra kl. 17.30
Pris: 495 kr. + gebyr
Du finder billetinfo lige her.