Besøg på Odenses nye italiener: Smæk på smagen hos Marcantonio

Af Daniel Sløk Nielsen, gastromand.dk

Marcantonio slog dørene op i slutningen af april og er et blandt mange nye spisesteder, der popper op i Odense i øjeblikket.

Marcantonio er et såkaldt trattoria, som er et spisested, der er mindre formelt end en ristorante, med lave priser og store portioner.

Der er lagt op til en uhøjtidelig stemning og rustikke retter, og forventningen bliver i den grad indfriet.

Marcantonio ligger godt gemt i Vintapperstrædet sammen med et stadig voksende antal spisesteder. Her er hyggeligt – især om sommeren, hvor der også er god mulighed for at sidde udenfor.

Ikke bare endnu et pizzeria
Da jeg hørte om Marcantonio første gang, fik jeg anbefalet deres pizzaer. Nu er pizza jo ikke det eneste, jeg forbinder med det italienske køkken, så derfor kiggede jeg også efter andre klassikere på menukortet.

Her er dog hverken risotto, gnocchi eller polenta, men derimod bl.a. forskellige antipasti, pasta og selvfølgelig pizza.

Menukortet sluttes af med drikkevarerne. Her er ej heller så stort et udvalg at vælge blandt. Det gør dog intet, så længe valgmulighederne er af god kvalitet. De få vine, vi kan vælge imellem er fint beskrevet. Vi ender med en hvidvin fra Veneto (Norditalien), som viser sig at være et rigtig fint bekendtskab.

Stemningen på Marcantonio er ret afslappet og nærmest cafeterieagtig – her er plads til alle.

Vi er ikke ude i en ”fine dining” oplevelse med små retter anrettet med pincet. Vi taler i stedet rustikt anrettede, store portioner. Tallerkenkanten er ikke nødvendigvis tørret af, men det sker vel heller ikke hjemme ved mama.

Det åbne køkken sørger også for en vis varme i lokalet, og der er knald på lydniveauet. Akustikken er ikke anbefalelsesværdig, så hvis du skal på intim date, skal du nok bede om et bord inde i hjørnet.

Servicen er afslappet, men venlig. Værtinden forsøger at besvare alle vores spørgsmål. Nogle af dem kommer hun til kort ved og vil vende tilbage med svar på – det sker dog ikke.

Vi må i løbet af aftenen selv henvende os, hvis vi skal bede om mere at drikke, eller hvis der er andet, vi mangler. Vi bliver dog hele tiden mødt af smil og velvilje til at hjælpe. Personalet formår altså at få os til at føle os hjemme – næsten helt derhjemme, hvor jeg tænker, om vi skal hjælpe med at tage opvasken.

Smæk på smagen
Min medspiser og jeg har sat os sammen med fire nye venner. Efter kort tids overvejelse, beslutter vi os alle for at starte ud med Marcantonios antipasto-tallerken. Den består af en masse forskellige lækkerier. Brød, pølser, ost, bruschetta og meget mere. Der er smæk på smagene her, og det er fint at starte ud med lidt forskelligt, man bare kan sidde og hapse af.

Til hovedret bliver der bestilt både pasta og pizza. Pizzaerne er delt op i rosse og bianche – med og uden tomatsovs (og man kan også få en glutenfri en). Det lykkes bordet, jeg sidder ved, at bestille den samme slags pizza til alle gæster.

Jeg kan derfor ikke sige, om Marcantonio generelt laver gode pizzaer – men de har i hvert fald styr på den her med prosciutto og champignon (nr. 64). Ud fra tilbagemeldingerne fra de andre gæster, lyder de svært tilfredse. Bunden er tynd og sprød, og smagen er god.

Udover pizza bliver der som nævnt også bestilt pasta. Jeg bestiller dagens ret; pasta farfalle (”sommerfuglepasta”) med landmandspølse og friarielli (rapini), en slags kål, der mest minder om broccoli.

Her er der endnu en gang smæk på smagen, og min pasta er kogt helt tilpas og al dente. Jeg har svært ved at spise op, men det er nu også en voksenportion, jeg har fået serveret.

Min medspiser vælger en anden pastaret – nemlig ravioli med laks i vodka. Pastaen er fyldt med ricotta og spinat – en klassiker, der altid har sin berettigelse på et italiensk menukort.

Retten er toppet med små stykker af laks, og det hele bader i fløde. Endnu en smagfuld ret, som er lavet som den skal – vodkaen er dog ikke til at smage.

Efter sådan en ordentlig gang kulhydrater, er vi desværre nødt til at melde pas til desserten.

Vi kan ikke klemme mere ned (og jeg har også et afkom, der skal hentes hos bedsteforældrene). Jeg er dog sikker på, at jeg kommer igen en anden dag, så jeg kan smage husets panna cotta – og så er det jo værd at huske på, at jeg til frokost kan nøjes med en halv portion pasta.