Byens nye gastro-hjørne: Lækkerier for både kødelskere og veganere
Inden MigogOdenses anmelder skulle et smut i teateret, var han og ledsageren på et kort besøg i byens nyeste gastropub.
Den har fået navnet Gourmet Værkstedet og ligger på hjørnet af Overgade og Provstegade.
Vi havde set frem til mødet med et nyt spisested, specielt set i lyset af de mange lukninger af restauranter og barer, der har ramt byen de seneste måneder.
Det er derfor vigtigt for Odense, at driftige mennesker trodser tidens strømninger og forsøger sig med nye koncepter.
Udefra ser stedet ganske ”petit” ud, men indenfor åbner et relativt stort rum sig, et mørkt og hyggeligt lokale med plads til 25-30 siddende, hvor der bagerst i lokalet troner en hyggelig bar frem.
På trods af stedets internationale menukort ser vi kun danske øl på drikkekortet, men de ca. 30 forskellige øl er tydeligvis udvalgt med omhu, og der findes også et rigt udvalg af spiritus i alle afskygninger og prisklasser.
Bestyreren, Santo, byder os velkommen med et smil, og han beretter villigt om stedets historie.
Stenbageren, A. Kraft, bagte sine kendte rugbrød fra 1971, og over baren hænger skinnen, hvorpå man trak mel og malt ind tidligere.
Santo fortæller også, at Gourmet Værkstedet er et forsøg på at slå tre køkkener sammen i et fælles gastropub-fælleskab.
Det italienske køkken, det indiske/sri Lankanske køkken og det thailandske køkken.
Efter at have kigget på menukortet, bestiller jeg en simpel pizza Margarita.
Min ledsager er veganer og bestilte baby jackfruit curry med ris, og Santo foreslår både øl og vin og forklarer, at de har haft en øl-sommelier til at tilpasse mad og drikke.
100 år gammel surdej
Det er tydeligt for os, at Santo virkelig brænder for stedet og tilføjer, at surdejen kommer fra et bageri i Napoli og er mere end 100 år gammel. Den fermenteres i mindst 48 timer på køl inden brug.
Da maden kommer kort efter, er vi bestemt heller ikke skuffede.
Min pizza er dejlig sprød og med en let skorpe med masser af smag, og det er lang tid siden jeg har sat tænderne i en så lækker pizzabund.
Min ledsager, som lejlighedsvist kan have svært ved at finde veganske retter, er også godt tilfreds og forklarer, at maden var velkrydret med et strejf af kokos.
Efter maden er indtaget, kommer den thailandske kok Nit ned til bordet for at høre, om vi er tilfredse.
Hun foreslår en dessert, som vi afslår, da vi er blevet fristet af det spændende ølkort og sætter os op til baren.
Vi kan også se rom, gin, whisky og meget andet i mange forskellige afskygninger.
Vinkøleskabet er også fyldt til bristepunktet.
Der er ro og hygge i baren, men vi kan tydeligt fornemme travlhed i køkkenet.
Santo forklarer, at det skyldes, at de også leverer mad via Wolt, Foodore og Just Eat under navnene, Pizza Napolitana, Wok Pop Thai og India/Lanka.
Man kan med stor fordel bestille direkte på Gourmetværkstedets hjemmeside.
Vi taler kort med et par andre gæster, og de er især begejstrede for den hyggelige bar med de mange drikkevarer.
De har endnu ikke spist på stedet men mener, at de en anden dag vil sætte pris på at kunne få en bid mad midt i barhyggen.
Et par timer senere står vi igen ude på Overgade. Tilfredse, mætte og glade.
Vi kan kun sige tillykke til Odense med den nye Gastropub.