Bestil fra Odense: Madspilds-kometer udvider konceptet med webshop

Skrevet af: Redaktionen
Foto: Too Good to Go Facebook
Foto: Too Good to Go Facebook

I Too Good To Gos lokaler på Frederiksberg i København er der alt fra juice, snacks og øl til chokolade og vitaminpiller – med løbende tilføjelser til sortimentet.

Varerne kommer fra grossister og storproducenter, som ikke selv har fysiske butikker, hvorfra overskudsvarerne kan sælges.

Varerne i butikken er i overskud grundet bl.a. strenge krav til holdbarhedsdatoen, skæve etiketter eller sæsonudsving.

Nu udvides butikken med en webshop, så danskere over hele landet inklusiv her i Odense kan være med til at redde overskudsvarer fra producenterne.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Så kan du altså fra sofaen i Odense bestille højkvalitets produkter til ekstremt lave priser.

Landechef for Too Good To Go Mikkel Fog fortæller om webshoppen:

“Siden åbningen i sommer har vi tydeligt mærket, at efterspørgslen for at åbne flere butikker rundt omkring i landet er stigende.

Vi kan få endnu flere danskere med i kampen mod madspild, når vi nu inviterer alle til at redde overskudsmad via vores nye webshop.”

Grøn udbringning

Pakkeemballagen er produceret af genbrugsmateriale og leveringen vil være så bæredygtig som muligt. For med levering til hele landet vil der selvsagt være behov for transport.

Mikkel Fog forklarer;

“Vi har sat en leveringsaftale i stand, hvor et firma afhenter vores pakker på deres normale rute og sender dem videre gennem de velkendte leveringspartnere i Danmark.

På den måde sørger vi for, at der ikke bliver et unødigt ressourcebrug ved transporten.

Derudover anbefaler vi selvfølgelig, at man får leveret sine varer til en pakkeshop, så en transportvogn ikke skal køre ud på privatadresser, og at tilvælge Postnords CO2-neutrale forsendelse.”

Eksempel på webshoppens produkter

Priser vil stadig være lave

Priser og udvalg vil være det samme som i den fysiske butik på Frederiksberg med undtagelse af køle- og frysevarer, som er for ressourcetunge at levere.

Too Good to Go er blevet en kæmpe landsdækkende succes, hvor de er med til at reducere madspild landet over. De fik deres helt store gennembrud, da de medvirkede i DR-programmet Løvens Hule.

Her sagde de faktisk nej til investorernes tilbud, men efterfølgende hjalp Birgit Aaby med at hente en tocifret millioninvestering som Aaby selv var en del af.

I sommer åbnede man sin første fysiske butik på Nyelandsvej 21C, Frederiksberg. Den har været så stor en succes, at man nu udvider med webshop og levering.

Det kan altså også bestilles til Odense – tjek deres webshop her

Smag løs i hyggelige omgivelser: Kom til stor portvinsfestival i Odense

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Fredag d. 6. og lørdag d. 7. september 2019 kan vi endnu engang se frem til, at det hyggelige Vintapperstræde i Odense forvandles til et slaraffenland for portvinselskere.

Portvinsfestival.dk har siden 2017 arrangeret festivalen, og i 2018 udvidede man endda med en portvinsfestival på Frederiksø på havnen i Svendborg, og her i 2019 kommer man også til Spinderihallerne i Vejle.

Her i Odense er festivalen mere populær end nogensinde før, og billetterne til lørdag er allerede revet væk, mens du stadig kan finde billetter til fredag.

Sådan foregår det

På festivalen møder du lokale fynske vinhandlere, hvorfra du kan smage en masse lækker portvin i hyggelige omgivelser.

Billetten til festivalen koster 299 kr., og med i den pris får du et smageglas, og et stempelkort til minimum 10 glas portvin (ét på hver stand).

Derudover kan du tilkøbe ekstra og mere eksklusive smagninger for poletter, som eksempelvis ældre Vintage, Colheita og Tawny.

Festivalen foregår fra klokken 15.00 – 20.00.

Du kan møde følgende vinhandlere

H.J. Hansen Vin Odense
Holte Vinlager
Selmer Vin
Vinlandet
Portugisisk Vinkælder
Det Portugisiske Hus
Løvbjerg Tarup center Odense
Skjold Burne vinhandel / Bjerre-vin
Meny Hjallese
Nørregade Vin

Hvad er portvin?

Hvis du endnu ikke er helt bekendt med den fantastiske drik, har portvinsfestival.dk lavet følgende beskrivelse:

Portvin stammer fra Douro-dalen i det nordlige Portugal. Dalen strækker sig fra øst for byen Porto og hele vejen mod grænsen til Spanien. Det er kun vine fra denne region der må bære navnet Portvin.

Douro er verdens ældste markerede vinregion, og er også en del af Unescos verdens kulturarv. Regionen blev demarkeret i 1756 for at sikre kvaliteten af den vin, som blev produceret i regionen.

Gennem Douros smukke landskab løber Dourofloden omgivet af de stejle terrasser med vinstokke, og i byen Vila Nova de Gaia (naboby til Porto) ved flodens udmunding, ligger de berømte portvinshuse side om side, med lagrene fulde af dejlig portvin.

Ved fremstilling af portvin starter man, som om det var en rødvin og lader drueskallen gære sammen med mosten. Allerede efter 24-36 timer når vinmosten har opnået ca 6% tilsættes druesprit på 77% så den endelige portvin lander på ca. 20%.

Man kan opdele portvin i to hovedtyper: Ruby, som er de røde typisk flaskelagrede, og Tawny som er de brune fadlagrede. Derudover findes der hvid og rosé. I hver hovedkategori findes forskellige varianter og kvalitetsniveauer.

I ruby kategorien er de mest kendte varianter Ruby, Ruby Reserve, Crusted, Late Bottled Vintage (LBV), samt Vintage som anses som det ypperste, og altid er fra et bestemt høstår. I tawny kategorien er det Tawny, Tawny Reserve, Tawny med alder (10 års, 20 års, 30 års og over 40 års), samt Colheita, der ligesom Vintage er fra et enkelt høstår.

Hvad: Portvinsfestival.dk
Hvor: Vintapperstræde i Odense
Hvornår: Fredag d. 6. september og lørdag d. 7. september (UDSOLGT)

Du finder mere info her.

Genial sejltur: Nyd kager og søde vine på Odense Å

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Vi er (heldigvis) mange, der slet ikke kan få nok af søde sager.

Derfor er det jo ret heldigt, at vi her i byen ofte kan lade os friste af syndige og fristende arrangementer.

Vi har fundet ét, som du bare ikke må gå glip af, hvis du har en sød tand.

Med titlen “Kage og søde vine” afholder Odense Aafart i samarbejde med H.J. Hansen og Konditoriet Kagedåsen nemlig en smagning af kage og søde vine, mens du sejler på den smukke Odense Å.

En oplevelse for alle sanser

Turen starter med afgang i Munke Mose, hvor man sejler op ad Odense Å, mens du smager på fire forskellige smukke anretninger af kager og tilhørende søde vine.

“Hver kage og vin er en oplevelse i sig selv, og du får mulighed for at gå på opdagelse i kage og vinens verden, mens du nyder Odense skønne natur,” skriver Odense Aafart om oplevelsen.

Turen varer cirka 2 timer og koster 299 kr pr. person.

Odense Aafart anbefaler, at du køber billet i god tid, hvis du vil sikre dig plads ombord på båden.

Mødestedet er ved Odense Aafarts billetsalg, og du skal møde op 15 minutter før afgang.

“Denne sejltur er for dig, der har en sød tand og gerne vil finde inspiration til små lækre desserter med tilhørende vine, så du kan imponere dine gæster,” skriver de videre.

Hvad: Kage og søde vine på Odense Å
Hvor: Odense Å (Mødested: Odense Aafarts billetsalg)
Hvornår: Lørdag d. 31. august kl. 14.00 (Mødetid 15 min. før)

Du finder mere info her.

Øl, gris og fællessang: Lørups Vinstue inviterer til stor grisefest

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Arkivfoto
Arkivfoto

I 1960’erne og 1970’erne var Simon Spies kongen af charterferier i Danmark.

Han blev især kendt for at arrangere de såkaldte grisefester, hvor han fragtede tørstige og sultne turister til Mallorca, hvor danskerne kunne samles i sydens sol til gilde med helstegt pattegris og masser af alkohol.

Rejsekatalogerne nu om dage bugner ikke ligefrem med tilbud om grisefester, men drømmer du dig tilbage til en svunden tid, har du snart chancen her i Odense.

Under sloganet “Spis, rejs og hyg dig tyk!”, kan du nemlig drømme dig væk til sydlige himmelstrøg, hvor maden smager lidt bedre, øllen føles lidt koldere, og stemningen er på sit højeste.

Det sker fredag den 30. august, hvor Lørups Vinstue inviterer til grisefest.

Øl, gris og fællessang

Det bliver i bedste Mallorcastil med øl, gris, fællessang og latin liveband, at Lørups Vinstue inviterer indenfor og programmet for dagen ser således ud:

16:00 – 17:00 Velkomst og sjove konkurrencer med  Mikkel Ollerup Tomsen og krofatter Kevin Sean Burke på slap line

17:00 – 18:00 Fællessang med Dupont & Dupont

18:00 – 19:30 Spisning med lækker gris og salatbuffet

19:30 – 21:30 Sabor Latino Duo spiller op til dans

Kl 22 rykkes festen indenfor og fortsætter, så længe bevillingen tillader.

Prisen for grisefesten er 200 kr., som også inkluderer en fadøl/sodavand/glas vin til maden.

Billetter kan købes frem til på mandag d. 26. august, eller indtil der er udsolgt.

Hvad: Grisefest
Hvor: Lørups Vinstue
Hvornår: Fredag d. 30 august kl. 16.00

Du finder mere info her.