Bl.a. Birthe Kjær og En Lille Pose Støj: Musik i Teltet klar med skønt program

I maj og juni næste år bliver der flere muligheder for at komme ud og lytte til musik og underholdning i Odense.
Musik i Teltet byder nemlig på flere skønne koncertoplevelser.
Som navnet antyder, sker det i et telt, nærmere betegnet Odense Sommerrevys store telt på Engen i Fruens Bøge.
En af initiativtagerne, Ole Bang Nielsen, udtaler:
”Tanken med Musik i Teltet er at udnytte de dage, hvor der ikke spilles revy.
Teltet er fantastisk velegnet, også til koncerter, så det er næsten synd, hvis den mulighed ikke bruges. Teltet kan rumme 880 siddende publikummer og lidt flere, hvis dele af gulvet ryddes, så der også bliver plads til stående.
I virkeligheden er teltet måske en af de mest velegnede venues i byen, hvor der er fint indblik til scenen fra alle pladser, der er selvsagt tørt, der er mulighed for at regulere temperaturen, der kan arrangeres spisning indenfor m.m.”
Om programmet for 2026 siger booker Hans Thomsen:
“Vi har forsøgt at ramme nogenlunde bredt og i forskellige genrer, men dog primært med en målgruppe fra 30 år og op. Vi har booket 5 events til 2026 – om der kommer en eller to yderligere, kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt”.
Køb billet til Musik i Teltet her.
Programmet for 2026 ser således ud:
Søndag, den 10. maj: Rikke Thomsen, Signe Svendsen og Mathilde Falch.
Søndag, den 24. maj/Pinsedag: Keen on Queen og De Vilde Kaniner
Lørdag, den 30. maj: stand-up med Thomas Warberg, Brian Lykke og Clara Schøn
Fredag, den 19. juni: Birthe Kjær & Feel Good Band
Lørdag, den 20. juni: En Lille Pose Støj
Bag Musik i Teltet står en række erfarne herrer:
- Hans Thomsen, måske Danmarks mest erfarne booker
- Ole Bang Nielsen, tidl. direktør for bl.a. Odense Sport & Event
- Jørn Tolstrup Rohde, tidl. direktør i bl.a. Carlsberg
- Lars Arvad, skuespiller og direktør for Odense Sommerrevy
- Kurt Adamsen, direktør for Isolerings-Gruppen og bestyrelsesformand for Odense Sommerrevy