Blækket flyder for tredje gang: Kæmpe tattoofestival kommer igen til Odense
Hverken Covid-19 eller en konkurs hos forpagterne af Dok5000 kan stoppe årets HCA INK Tattoo convention.
Dermed er HCA INK den første messe i Odense der åbner efter Corona-nedlukningen i marts.
Messen afholdes efter de retningslinjer som Erhvervsministeriet har udstukket og Politiet har godkendt afholdelsen.
Det skriver HCA INK Tattoo convention i en pressemeddelelse.
Ejendomsselskabet Olav de Linde, der ejer Dok5000, udlejer hallen til arrangørerne, efter at de nuværende forpagtere af lejemålet gik konkurs tidligere i år.
Dørene åbner planmæssigt d. 11-13. september for tre dage i tatoveringskunstens tegn, når den tredje udgave af HCA INK – HC Andersen Tattoo Festival går i gang med en række af de bedste danske og udenlandske tatovører.
Til HCA INK 2020 vil publikum kunne opleve tatovørerne udføre deres arbejde på messen, hvor publikum kan komme helt tæt på og opleve tatoveringerne blive udført eller selv blive tatoveret.
Kommet for at blive
HCA INK er kommet for at blive og er nu på tredje år og anerkendt som tattoofestival som lægger vægt på stemning med et stort udendørsareal ved siden af Dok5000 med bar, DJ og streetfood, ligesom nogle af de bedste, professionelle graffitikunstnere maler store streetart værker på den tilstødende bygning.
Derudover afspærres en hel gade bag Dok5000 om lørdagen, hvor der afholdes HCA INK BIKE MEET med motorcykler og et amerikanerbiltræf i samarbejde med American Streetmachines.
“Vi har bevist, at Odense selvfølgelig skal være med til at sætte den bedste tattookunst på landkortet, så derfor skal Odense, som den tredje største by i Danmark, selvfølgelig have en tattoofestival. Og det gør vi nu for tredje år i streg,” siger Jakob Schultz, der er en af arrangørerne af HCA INK.
Hygiejne og Corona-sikkerhed
I år har Covid19 ændret mange ting i samfundet og selvom en tattoomesse i forvejen er et sted, hvor sikkerheden og hygiejnen er i top, så bliver der i år tilrettet endnu mere, så der er fokus på ikke at sprede smitte.
De gældende retningslinjer for afholdelse af messer følges til punkt og prikke. Derfor skal man selvfølgelig blive hjemme, hvis man føler sig syg, og når man ankommer, vil der være alle tænkelige tiltag, så det er nemt at afspritte hænder og holde afstand.
“Vi følger alle de regler der er for at undgå smittespredning og i og med der allerede er enormt høje krav til hygiejne i tattoobranchen, der skal overholdes, har vi altid – også inden Covid19 pandemien – meget høj fokus på hygiejne og i år, er der så endnu mere fokus på det med ekstra tiltag i forhold til de retningslinjer der er lavet pga. Covid-19,” siger Jakob Schultz.
Tre dage med tattookunst
Årets konferencier er et kendt ansigt i det odenseanske musikmiljø. Det er den tidilgeer sanger i det kendte danske metalband Hatesphere, Esben Elnegaard Kjær Hansen, der vil stå for at føre publikum igennem de mange tattookonkurrencer på scenen, hvor tatovørerne kan stille op i mange forskellige stilarter fra bedste old school til bedste farvetatovering, og måske vinde førstepladsen.
HCA INK har åbent fra fredag d. 11. september til søndag d. 13. september. Fredag og lørdag fra kl. 11 – 23 og søndag 11 – 18. Entre er 100 kr. pr. dag eller 200 kr. for alle tre dage.
Motorcyklister, der kommer til HCA INK BIKE MEET d. 12. september får halv pris i entre.
Der kan købes billet i indgangen eller via Ticketmaster. Betaling via kreditkort, mobile pay eller kontant. Børn til og med 12 år har fri entre, hvis de følges med en voksen.
Hvad: HCA INK – HC Andersen Tattoo Festival
Hvor: Dok5000
Hvornår: 11.-13. september