Blev opkrævet ekstragebyr: Kunde gik helt amok

Politiet måtte i går tilkaldes til biludlejningsfirmaet, Sixt, på Vestre Stationsvej.
Her havde en kunde afleveret en lejebil, hvor han dog ikke havde overholdt kontrakten.
Han havde for eksempel afleveret bilen for sent, og derudover havde han ifølge Fyns Politis døgnrapport “misligholdt” bilen og kørt flere kilometer end kontrakten lød på.
Alt dette betød, at han blev opkrævet et ekstragebyr for lejebilen – og det var ikke en oplevelse han tog pænt.
Ja, faktisk mistede han besindelsen så voldsomt, at politiet altså måtte rykke ud:
“Sigtede afleverede sin lånebil hos Sixt Biludlejning, hvor han blev opkrævet ekstragebyr grundet for sen aflevering, misligeholdelse og for mange kørte KM.
Sigtede indfandt sig herefter i butikken og truede personalet.
Sigtede forlod herefter stedet og ringede retur til butikken.
Her truede sigtede igen personalet. Patrulje fremme på stedet. Sigtede indfandt sig her igen på stedet og fortsatte sine trusler mod personalet.
Sigtedes adfærd var uanstændig, voldelig og aggressiv og derved egnet til at forstyrre den offentllige orden. Sigtede bortvist fra stedet.
Sigtede er en 31-årig mand fra Faaborg-Midtfyn kommune,” skriver politiet i døgnrapporten.