Bliver Odenses største: Cult-stifter bygger topmoderne padelhal i Odense
Padel har de seneste år fået tag om danskerne og er den hurtigstvoksende sportsgren herhjemme.
Cult-stifter og medejer af den populære donutkæde Bronuts, Brian Sørensen, vil derfor opføre padelhaller i Odense, Aarhus, Aalborg og København.
Adressen på den første hal er nu på plads og opføres i Aarhus N på en 13.579 kvm stor grund, hvor Danmarks største padelhal skal bygges med 12 indendørsbaner og 2 udendørs.
Det skriver EDC Erhverv Poul Erik Bech i en pressemeddelelse, som har stået for formidlingen af salget af erhvervsgrunden.
Stor succes med padel
Her i Odense har vi blandt andet Padelboxen, som nyder god succes på den populære sportsgren.
Nu kommer der så en stor og ambitiøs spiller og bygger en topmoderne padelhal helt fra bunden i Odense. Det skal være Odenses største padelhal.
“Min egen kærlighed til sporten er grunden til, at jeg nu opfører fire padelhaller i Danmark.
For mig giver forretning allermest mening, når jeg beskæftiger mig med noget, som jeg elsker. Og jeg ved, at jeg vil elske at komme i vores padelhaller.
Nu er vi startet ud i Aarhus, den næste hal opføres i Aalborg, så kommer Odense og til sidst København.
Vi er i dialog om forskellige grunde med Odense Kommune, og i København er vi stadig på jagt efter den helt rigtige placering,” siger Brian Sørensen.
Blanding af tennis og squash
Padel kan beskrives som 80 procent tennis og 20 procent squash. Tidligere blev sporten kaldt padel tennis i Danmark.
Brian Sørensen har ikke alene besluttet sig for at opføre 4 padelhaller rundt om i landet. Han har også besluttet at bygge Danmarks største padelhal.
“Vi kommer til at bygge Danmarks største padelhal i Aarhus. Vi starter ud med 12 indendørsbaner og 2 udendørs, og på sigt vil vi udbygge, så der bliver 18 indendørsbaner,” siger Brian Sørensen.