MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Bliver offentligt eje: Unikt portræt kommer hjem til Odense

Af Christina Frederiksen
Manuskriptet vil på et tidspunkt blive udstillet i H.C. Andersens Hus. Foto: Benjamin Dalby
Manuskriptet vil på et tidspunkt blive udstillet i H.C. Andersens Hus. Foto: Benjamin Dalby

Der skulle både en god portion neglebidning, tålmodighed og økonomisk støtte til, før det lykkedes Museum Odense at sikre en ganske særlig og værdifuld genstand til H.C. Andersens Hus – nemlig den ældste portrættegning af H.C. Andersen, der er bevaret.

I første omgang så det ikke ud til, at H.C. Andersens Hus havde held til at erhverve sig den danske kunstmaler Albert Küchlers portrættegning, som den 10. juni 2024 blev udbudt på Bruun-Rasmussens kunstauktioner.

Her tabte museet budkrigen og måtte se tegningen gå til en anonym, udenlandsk køber.

Når tegningen nu alligevel indgår i H.C. Andersen-samlingerne på Museum Odense, skyldes det Kulturværdiudvalget, som forvalter lov om sikring af kulturværdier i Danmark, og som siden 1987 har haft til opgave at sikre, at sjældne kunstværker og kulturgenstande ikke uden tilladelse kan føres ud af landet.

Den udenlandske køber af portrættet søgte Kulturværdiudvalget om tilladelse til at udføre tegningen af Danmark, og udvalget nedlagde eksportforbud, da Kulturværdiudvalget vurderede, at Albert Küchlers portrættegning af H.C. Andersen skal blive i Danmark.

På den baggrund valgte køberen at acceptere et købstilbud, som Museum Odense med Ny Carlsbergfondets store støtte og bidraget fra H.C. Andersens Fond havde mulighed for at afgive.

Dermed lykkedes det i anden omgang for museet at købe ungdomsportrættet af H.C. Andersen og dermed sikre, at et stykke dansk kulturarv forbliver inden for landets grænser og ikke mindst i offentligt eje.

En ung H.C. Andersen

Den danske kunstmaler Albert Küchler har portrætteret H.C. Andersen i Rom.

Da H.C. Andersen ankom til den italienske hovedstad i oktober 1833, var den jævnaldrende maler en af dem, der tog imod ham, og i løbet af januar 1834 portrætterede Albert Küchler den 28-årige H.C. Andersen to gange.

Historien om tegningens tilblivelse er, at Albert Küchler i dagene den 4.-6. januar 1834 udførte det portræt, der i dag befinder sig på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, og den 31. januar 1834 udførte han med sølvstift og blyant det andet portræt – eller netop den tegning, som Museum Odense har erhvervet til samlingen i H.C. Andersens Hus.

Tegningen tilhørte oprindeligt Albert Küchler selv og blev senere overdraget til Den Skandinaviske Forening i Rom, hvorfra den med foreningens øvrige venskabsportrætter i 2024 blev udskilt fra samlingerne og udbudt til salg.

Portrætteret i en vemodig tid

Seniorforsker Ejnar Stig Askgaard er af mange grunde begejstret for at have fået Albert Küchlers portrættegning til H.C. Andersens Hus, så museets gæster kan se den.

Ejnar Stig Askgaard siger:

”Portrættet har stor betydning, fordi der indtraf store og væsentlige begivenheder i H.C. Andersens liv på det tidspunkt, hvor det blev udført.

H.C. Andersen oplevede netop i januar sit livs største sjælekrise, idet han gennem flere breve fra Danmark blev udskammet som menneske og digter.

Især gjorde et usædvanligt koldhjertet brev fra vennen Edvard Collin ondt på ham, og på selve dagen for portrættet skrev H.C. Andersen i sin dagbog, at han aldrig før havde følt en så undergravende følelse af ”Forbittrelse og Smerte”.

Tegningen viser da også et vemodigt menneske med blikket drømmende rettet mod himlen.

Det er på dette tidspunkt, den største pause i H.C. Andersens forfattervirke begynder. I stedet for at skrive begynder han at tegne, og det er også i denne tid, han beslutter sig for at bryde med ”opdrageriet” i Danmark og i det collinske hus, ligesom han beslutter sig for at skrive sin første roman.”

Tegningen vil blive udstillet i H.C. Andersens Hus, når den er efterset af Museum Odenses papirkonservator. Det sker formentlig i begyndelsen af 2025.

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien