WOW: Odenseansk blomsterbutik deltager i Tivolis Store Blomsterdyst

Når Tivolis Store Blomsterdyst løber af stablen i forlystelseshaven søndag d. 7. september, bliver det med islæt fra Odense.
Florister fra Sara Blomster på Hjallesevej i Odense er nemlig med i feltet af skarpe blomsterdekoratører, der er blevet udvalgt til at dyste om æren og førstepræmien på 10.000 kroner i den traditionsrige blomster-konkurrence.
Til blomsterdysten skal der skabes den mest eventyrlige og fantasifulde fortolkning af Tivolis fortryllende rammer. Tilblivelsen af de smukke blomsterværker kan opleves live d. 7. september, men alle værkerne kan nydes under resten af Tivolis Have- og Blomsterfestival, som løber frem til og med d. 14. september.
Tivolis Store Blomsterdyst, som bliver afholdt i samarbejde med Floristen Danmark København, er blevet en fast sommertradition og en vigtig del af Tivolis store Have- og Blomsterfestival.

Til dette års dyst vil florister fra hele landet, dyste om at lave den mest kreative, botaniske kreation foran Plænen i Tivoli. Fra scenen vil vært Cecilie Hother sørge for god stemning, blomstrende indslag, interviews og meget mere.
Årets opgave er at skabe den mest fantasifulde fortolkning med Tivolis fortryllende rammer som inspirationskilde – Ballongyngen, Det Gyldne Tårn, påfuglene, Harlekin, Den japanske Have, rosenbedene ved Svingkarrusellen… eller noget helt andet.
Floristerne vælger selv, hvordan de vil blomsterhylde forlystelseshaven. Der kan være to deltagere på hvert hold, som alle får samme materialer til opgaven – hertil må hvert hold medbringe en affaldssæk med grene samt 30 blomsterstilke efter eget valg, som kan bidrage til at gøre kreationen helt unikt.
Hygge og inspirerende omgivelser
Et af de hold, som skal dyste om hæderen og førstepræmien på 10.000 kroner er altså Sally Blahin Glenn og Janne Holm Andersen fra Sara Blomster, Odense.
Og selvom det selvfølgelig kunne være rart med førstepræmien, er det mere noget andet der trækker de to dygtige florister til Tivoli.
“Vi glæder os først og fremmest til en dag med plads til kreativitet, leg og hyggeligt samvær med kollegaer fra hele landet,” siger Sally Blahin Glenn.
Tivolis Store Blomsterdyst er del af Tivolis Have- og Blomsterfestival, hvor nogle af kongerigets grønneste fingre og mest kreative sjæle fylder forlystelseshaven med blomstermagi, som både børn og voksne kan se, røre, smage og være med til at skabe.
Tivolis gæster kan fx se frem til et mesterskab i skovhugning, blomstrende fotoudstillinger, vild blomsterkunst, haveinspiration, overdimensionerede insekter, blomster og havespil og til at få taget blomsterportrætter eller lavet ansigtsmaling.
Tivolis Have- og Blomsterfestival kører frem til d. 14. september