MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Bo i Munke Mose: Eksklusive lejeboliger færdige i sensommeren 2018

Af Betina Vestergård Jepsen

Med den smukke Munke Mose som nærmeste nabo er den gamle Odense Tekniske Skole og Mulernes Legatskole fra 1890’erne i øjeblikket ved at blive renoveret til mere end 100 eksklusive udlejningslejligheder.

Det er Tasfo Selskaberne, der står for renoveringen af det gamle skolebyggeri og med den attraktive beliggenhed med Munke Mose lige uden for døren har lejlighederne en meget eftertragtet beliggenhed:

Byens bedste beliggenhed
“Vi har kigget på ejendommen i en længere årrække, og vi er glade for, at det til sidst lykkedes at få alle ender til at mødes. Beliggenheden er den absolut bedste i Odense og kan tiltrække en anden type lejere til midtbyen, end byen er vant til,” siger Jesper Steen Tastesen, CEO i Tasfo Selskaberne, der allerede har oplevet en stor efterspørgsel på lejlighederne:

“Vi har oplevet en overvældende interesse for de boliger, vi udbyder i den bygning, som engang husede Teknisk Skole i Odense. Vi har pt. modtaget 10 gange flere interesserede, end vi har lejligheder, hvilket bekræfter os i, at det er det rigtige produkt, vi udbyder.”

Lejlighederne kommer til at ligge i den højere ende af skalaen. Huslejen kommer til at ligge på mellem 8.500 og 20.000 kr. – eksklusiv forbrug. Lejlighederne bliver desuden mellem 53 og 150 kvadratmeter store.

Renovering med respekt for det gamle byggeri

Ejendommen vil gennemgå omfattende renoveringer både indvendigt og udvendigt, men det kommer ifølge Jesper Steen Tastesen til at ske med respekt for det gamle byggeris kvaliteter:

“Vi kommer til at levere et kvalitetsprodukt med højt til loftet i en ejendom med sjæl. Selvom vi ændrer alt det indvendige, kommer de ydre rammer til at fremstå, som de gjorde, da Niels Jacobsen tegnede bygningen i slutningen af 1800-tallet. Vi er desuden i en god og konstruktiv dialog med Odense Kommune omkring en genskabelse af den del af Munke Mose parken, som ejendommen skal fungere i som beboelsesejendom. Det, tror vi, vil kunne skabe nye byrum med nye tidssvarende oplevelser for både beboere og byens øvrige borgere.”

Desuden vil bygningernes store vinduespartier og flotte stuklofter blive bibeholdt, og Mulernes Legatskoles gamle kantine vil ligeledes blive bevaret.

Fællesspisning på tværs af generationer

Lejlighederne ved Munke Mose kommer både til at være familie- og seniorboliger, og der tages dermed hensyn til de nye trends om, hvordan generationer lever sammen. Derudover bliver projektet unikt, idet der skabes en helhed, der tager hensyn til bæredygtighed. Trends, der efterspørges i andre storbyer i både Danmark og resten af verden, og dermed bliver projektet banebrydende for måden at bo på i Odense. Lejerne vil bl.a. få mulighed for at blive en del af et fælleskab med fællesspisning i Mulernes Legatskoles gamle kantine – på tværs af generationer.

Indflytning i sensommeren 2018

Det forventes, at etage- og lejlighedsplaner står klar i løbet af efteråret 2017. Herefter vil interesserede kunne foretage reservationer af lejlighederne. Tasfo Selskaberne regner med at kunne byde de første lejere velkommen i sensommeren 2018.

“Vi har oprettet en hjemmeside på www.munke-mose.dk, hvor man kan læse mere omkring projektets forløb. På hjemmesiden kan man også blive skrevet op til at modtage nyhedsbreve og modtage yderligere information, om hvornår de respektive lejligheder udbydes,” siger Jesper Steen Tastesen.

Del artikel

Andre læser også