Masser af plads i nye lokaler: Populær børnebutik har fået vokseværk
Hylderne hos All About Kids har altid været fyldt med ting ethvert lille barn drømmer om.
Et rigtigt slaraffenland for de mindste. Derfor kan det kun glæde børnene og deres forældre, at All About Kids er flyttet til nye, meget større lokaler på Mageløs 2.
“Vi er flyttet for at få mere plads.
Vi var simpelthen vokset ud af de gamle lokaler, og her har vi fået tre gange så meget plads,” siger ejer af All About Kids Heidi Kielstrup Ullerlund til MigogOdense.
Og som sagt kommer butikkens vokseværk også de voksne til gavn.
“Mange af vores kunder kommer kørende med barnevogne. Dem er der også god plads til nu. Ja, vi har faktisk plads til hele familier,” siger Heidi Kielstrup Ullerlund og tilføjer:
“Vores babylounge, hvor man blandt andet kan sidde og amme, og vores toilet med puslefaciliteter er kommet op i niveau. De lå tidligere i kælderen, men der er altså blevet nemmere adgang.”
Lever op til sit navn – det handler om børnene
Hos All About Kids gør man, hvad man kan for at leve op til sit navn. Det handler simpelthen om børnene, når man besøger butikken.
“Vi prøver at lave noget magi for børnene, så de synes, at det er sjovt at komme her.
Det er for eksempel også derfor, at vi har en togbane med et tog, der kører oppe under loftet og en racerbane i vinduet. Og det nye er, at børnene selv kan sætte tog og racerbil i gang ved at trykke på knappen.
Vi har også et legekøkken og en lille rutsjebane, som børnene er glade for,” siger Heidi Kielstrup Ullerlund.
Der ikke umiddelbart planer om at lave de store ændringer i butikkens koncept. Til gengæld holder All About Kids fast i alle de populære mærker, de altid har forhandlet.
Blandt andet Jellycat, der er kendt for sine mange, krammeindbydende bamser.
I butikken på Mageløs 2 har All About Kids en såkaldt “bamsevæg”, der er fyldt med, ja, bamser.
“Den er meget populær,” siger Heidi Kielstrup Ullerlund.
Hvad: All About Kids er flyttet til nye, større lokaler
Hvor: Mageløs 2 (indgang fra Klaregade), 5000 Odense C
Hvornår: Åbent mandag til torsdag kl. 10-17.30, fredag kl. 10-18, lørdag kl. 10-18, 1. søndag i hver måned kl. 11-15.