Bolig tæt på Odense vækker opsigt: Her får du et hus med dit eget vandland
Glasloft, gildesale og gyldne guitarer er bare noget af det, der adskiller nogle af de mere særprægede boliger fra alle murermestervillaerne og parcelhusene på boligmarkedet.
Det er i hvert fald ikke alle danske hjem, der kan prale af en kælder med hvælvede lofter, en indendørs pool eller en kæmpe glaspyramide midt i stuen.
Det skriver boligsitet Boliga.dk, der har fundet nogle af de mest specielle hjem – fra Nordjylland, til Fyn og Lolland og helt til hovedstadsområdet – som lige nu er til salg for både helt store millionbeløb til de mere moderate.
En halv times kørsel fra Odense i Nørre Aaby har en helt særlig bolig fået opmærksomhed på det danske boligmarked.
Grotte, vandfald og spa
“Rosenholm” på Fyn var engang præstegården i Ronæs, men i dag er det en luksuriøs bolig på intet mindre en 785 kvadratmeter.
Der er både blevet plads til et indendørs poolområde med en grotte, vandfald og spa oveni i et kæmpe master bedroom med marmorkamin og et aktivitetsrum med billard og bordtennis.
Der er “naturligvis” også egen sø, hvor der selvfølgelig er etableret terrasse, strøm m.v. helt ned til søen, der er stor park til boligen og direkte adgang til Stranden.
Ejendomsmægleren Estate skriver videre om boligen;
“Du har sidebygningen med hele 174 m² pool- og relaxområde, med en 65 m² stor swimmingpool, 6-personers spa, sauna, grotter, vandfald og bar.
Ved siden af pool- og therapy og relaxområdet findes der et stort aktivitetsrum med både billard og bordtennis. Dette rum vil nemt kunne ændres til garage til 3 køretøjer.”
Du kan købe det for ti millioner kroner.
Boliga har desuden sat andre særprægede huse på deres liste, som du kan se i sin fulde længde her.
Gildesal med underjordisk gang i Aalborg
En kæmpe kælder med hvælvinger indrettet som gildesal med bar, dart og bordtennis er noget af det, der adskiller denne villa i Hjallerup nord for Aalborg fra mængden.
Der er desuden direkte underjordisk gang fra gildesalen op til selve huset.
Den 271 kvadratmeter store bolig har også en dobbelt garage med et fitnessrum og hele otte værelser.
Det kan blive dit for 4.995.000 kroner.
Du kan se mere af boligen lige her
Amerikansk træhus i Virum
“Woodstock” i Virum nord for København ligner ikke umiddelbart et gennemsnitligt dansk hus. Det er nemlig et 267 kvadratmeter stort amerikansk træhus med seks værelser og en have med en “svømmesø” i natursten og et vandfald.
Huset koster 13,9 millioner kroner – og for det beløb får du udover en helt masse træ også en forgyldt guitar på gavlen med i handlen.