Brandts Klædefabrik fyldes af Danmarks vildeste superbiler
Danmarks vildeste karavane af superbiler ruller forbi Brandts Klædefabrik lørdag d. 26. maj, når dette års Cool Car Race brøler over Fyn.
Alle er inviteret til at kigge forbi det imponerende syn, hvor biler i millionklassen står side om side.
Der plejer også at være en masse kendte profiler med i feltet. Blandt andet har erhvervsprofiler som Jesper Buch, Jacob Risgaard, Mads Peter Veiby kørt Cool Car Race og racerkørere som Jan Magnussen og Nicolas Kiesa har også deltaget.
Oplev årets begivenhed for farttosser og motormaniacs i tidsrummet 9.00 – 10.30 når du bl.a. kommer helt tæt på de 40 vilde deltagerbiler: Ferrari, Lamborghini, Maserati, Bentley, Porsche og resten af det toptunede felt.
Cool Car Race er et velgørenhedsløb, der strækker sig over to dage. Normalt starter løbet på “hjemmebanen” i Aalborg, men denne gang starter feltet i Gøteborg i Sverige.
De skal derefter til Danmark, hvor turen altså kommer forbi Odense, og slutter i Tyskland. Løbet afvikles af coolshop.dk med Jacob Risgaard i spidsen. De indsamlede beløb går til coolunite.dk, der har Daniel Svensson i førersædet, og alle donationer herigennem går ubeskåret til børn i nød.
Oplev eksotiske superbiler, hør brølene og prøv en Segway
Tag vennerne, kæresten og familien under armen, oplev de enestående biler og prøv de hyle-morsomme Segways.
Brandts Klædefabrik vil nemlig ikke blot være proppet af italiensk finesse og tysk power: Pladsen vil også blive dækket op med en Segway-bane!
Her vil førerne af bilerne konkurrere mod hinanden i et kapløb – det er ikke sikkert det bliver kønt, men det bliver helt sikkert underholdende.
Bagefter er der mulighed for at købe sig en tur selv på Segway og derved støtte det gode, velgørende formål.
Der garanteres god stemning, høj lyd og Danmarks flotteste line-up af superbiler.
Målet: En million kroner til udsatte børn
Sidste år indsamlede Cool Car Race 900.000 kr. til udsatte børn. Målet i år er klokkeklart: De vil ramme en million. Mindst!
Cool Car Race er fart-over-feltet, rockstjernefornemmelser og eksotiske superbiler, men det er først og fremmest et velgørenhedsløb, der har til formål at støtte, udvikle og styrke sårbare og sygdomsramte børn.
Her handler det ikke om at komme først, men om at give mest. Det her er ikke et klassisk race, hvor bilerne kæmper om at slå hinanden på målstregen; det er en battle i at donere flest kroner til velgørenhed, og det er det, de 70 fører i bilerne kæmper om.