Britisk avis kårer: Odense-virksomhed er blandt Europas bedste
Den britiske avis Financial Times har netop kåret Europas bedste startup hubs- og acceleratorprogrammer – og med på listen er Odense Robotics StartUp Fund og dens inkubator ved Teknologisk Institut (en inkubator er et miljø, der hjælper iværksættervirksomheder med at vækste red.)
Faktisk er fonden og inkubatoren den eneste på listen, som udelukkende er dedikeret til robotteknologi.
Det gør den til intet mindre end en af de bedste hubs for robot- og dronestartups i Europa.
Odense Robotics StartUp Fund og dens inkubator ved Teknologisk Institut er samlet set placeret som nummer 36 på listen, som rummer i alt 125 hubs fra ikke mindre end 21 lande.
“Mange aktører har arbejdet hårdt og længe for at give robot- og dronestartups de bedste betingelser for at vokse som en del af robotmiljøet her i Odense, Danmark.
Vi har længe vidst, at vi har et stærkt tilbud med Odense Robotics StartUp Fund og inkubator hos Teknologisk Institut.
Med denne nye liste fra Financial Times er det nu officielt, at vi er en af de bedste hubs for robot- og dronestartups i Europa.
Det er en blåstempling af fondens unikke tilbud og resultatet af det stærke samarbejde i det danske robotøkosystem,” siger Søren Elmer Kristensen, CEO i Odense Robotics.
Gennem Odense Robotics StartUp Fund kan robot- og dronestartups fra Danmark og udlandet få adgang til kapital, unik brancheviden og et internationalt anerkendt inkubationsmiljø hos Teknologisk Institut i Odense.
Udvalgt blandt 2000 hubs
Derudover får de sparring fra bl.a. fondens stiftere, som på baggrund af deres dybe indsigt i industrien agerer som mentorer.
Det er en succesfuld opskrift, der gør innovation til forretning.
“Vi ønsker at gøre vejen fra idé til markedsparat teknologi lettere for spirende robotiværksættere.
Vi er derfor sammen med vores samarbejdspartnere i Odense Robotics utrolig stolte af denne internationale anerkendelse.
At vi kan sætte Teknologisk Instituts robotspecialister og innovationsfaciliteter i spil på en måde, som tiltrækker ikke kun Danmarks bedste robotidéer, men også dem uden for landets grænser, kommer ikke kun de nye virksomheder til gavn, men hele samfundet,” siger direktør Anne-Lise Høg Lejre fra Teknologisk Institut.
Mere end 2.000 hubs i Europa er blevet inviteret til at deltage og efterfølgende tildelt en score på baggrund af vurderinger fra tidligere studerende, investorer, entreprenører og forskere.
De tidligere studerende er blevet bedt om at vurdere på baggrund af følgende kriterier:
Mentorer, sparring til forretningsudvikling, netværk, funding, infrastruktur og vejledning omkring juridiske spørgsmål.
Se listen publiceret af Financial Times her.
Om Odense Robotics StartUp Fund
Odense Robotics StartUp Fund er en erhvervsdrivende fond med det formål at give robotiværksættere fra Danmark og udlandet lettere adgang til kapital, sparring og et stærkt inkubationsmiljø:
- Få adgang til stiftervenlig kapital i form af et lån, som du betaler tilbage, når du kan.
- Styrk din forretningsstrategi, så du er klar til at pitche til indledende kunder og investorer.
- Udvikl din prototype til et levedygtigt produkt i Teknologisk Instituts inkubator i Odense, hvor du får kontorplads, arbejder sammen med andre startups og får adgang til avanceret teknisk udstyr.
- Mentorforløb med ledende skikkelser fra Danmarks robot- og dronebranche samt tekniske eksperter og business coaches.
- Udvid dit netværk i Danmarks blomstrende robot- og droneøkosystem, mød partnere, fremtidige investorer og andre startups.