Blev opdaget i p-kælder i Odense: Unge fik bøder for at bryde forsamlingsforbud
Natten til søndag blev syv unge opdaget af politiet i en parkeringskælder under Rema 1000-butikken på Rugaardsvej.
Fyns Politi fik en anmeldelse om høj musik fra parkeringskælderen i Odense, og de sendte derfor en patrulje afsted.
Her opdagede de syv unge som var forsamlet, og det får altså konsekvenser. Det skriver TV 2 Fyn.
“Vi får en anmeldelse om, at der er nogen i kælderen, og da vi kommer derud, er der syv unge mennesker, der sidder i deres biler og gasser op,” siger vagtchef ved Fyns Politi Ehm Christensen til TV2 Fyn.
Koster en bøde på 2.500 kr.
Han oplyser desuden, at de var forsamlet på en måde, så de brød forsamlingsforbuddet på maksimalt fem personer i offentligheden.
Det koster en bøde på 2.500 kr. at bryde forsamlingsforbuddet, og bøderne udstedes til hver enkelt deltager som er en del af det.
Forbuddet gælder dog ikke lovligt anmeldte demonstrationer.