Bliver Odense næste stop?: Burgergigant åbner i Danmark med storstilet plan

Den amerikanske burgerkæde Five Guys åbner snart sine første restauranter i Danmark, og spørgsmålet er nu, om Odense kan blive næste stop.
Kæden har netop offentliggjort, at den første danske restaurant åbner i shoppingcenteret Field’s i København om en måneds tid, mens endnu en restaurant senere på sommeren følger på Fisketorvet.
Men det stopper langt fra der.
Five Guys kalder nemlig åbningerne startskuddet på en større dansk og skandinavisk satsning med planer om flere restauranter i Danmark.
Og her virker Odense som et oplagt bud.
“Danmark er et marked, vi har været nysgerrige på længe.
Der findes en stærk burgerkultur og et publikum, som værdsætter kvalitet og oplevelser, og vi tror, at vores koncept passer rigtig godt til danskerne.
For os handler det ikke kun om at åbne restauranter, men om at bygge noget langsigtet i Skandinavien,” siger Ethan Jabbar, etablerings- og driftsansvarlig for Five Guys i Skandinavien.
Åbner hvor det giver mening
Han vil ikke kommentere specifikt på andre byer, men siger, at de har kig på de største danske byer, hvor det giver mening for Five Guys at etablere sig.
Den amerikanske burgerkæde er især kendt for sine burgere lavet på friske råvarer, store portioner pommes frites og et simpelt menuunivers med fokus på kvalitet.
Globalt har Five Guys næsten 2.000 restauranter verden over, og kæden har i flere år været blandt de mest efterspurgte internationale burgerkæder blandt danske burgerfans.
Hvis Five Guys for alvor vil etablere sig i Danmark, virker Aarhus, Odense og Aalborg som et meget sandsynligt næste skridt præcis, som vi har set med blandt andre Pincho Nation.