Mødes i nissernes rige: Burhan G spiller julekoncert i ODEON
Julen varer lige til påske – eller er det omvendt?
I hvert fald er ODEON kommet i julestemning, og har i den forbindelse afsløret, at vi til december kan glæde os til et brag af en julekoncert med én af Danmarks største popstjerner, Burhan G.
Torsdag den 12. december 2019 synger han julen ind i samspil med et af landets mest anerkendte symfoniorkestre, Danmarks Underholdningsorkester.
Burhan G har et bredt CV bag sig og i mere end 10 år har han sunget sig ind i danskernes hjerter. I 2017 gik han også direkte i julehjerterne, da han sang titelsangen til julekalenderen, Tinkas Juleeventyr.
”Julemusik har altid haft en helt særlig plads i mit hjerte. Lige siden jeg som dreng sang julesangene med Københavns Drengekor i Domkirken, har jeg savnet at synge julemusik.
Så det er en kæmpe drengedrøm der går i opfyldelse, nu hvor jeg får lov at synge både ’Tinka’ og en masse andre af mine yndlingsjulesange til julekoncerterne.
Og det gør det kun endnu større, at det bliver med Danmarks bedste symfoniorkester,” siger Burhan G.
Publikum kan glæde sig til at opleve et mix af Burhan G’s egne hits som Jeg i Live, Din forevigt og naturligvis det helt store julehit, Tinka.
Derudover vil sangeren komme med sit bud på nyfortolkninger af hans egne personlige favoritklassikere.