Har butik i Odense: Stor dansk tøjkæde er begæret konkurs
Tøjkæden Bertoni med butik i Kongensgade i centrum drejer nøglen om.
Det oplyser selskabet Bertoni Group selv i en pressemeddelelse.
Medarbejdere mister deres job
“Det er meget trist, men desværre uden for vores kontrol.
Det der gør mig mest ked af det, er alle de fantastiske medarbejdere, som nu mister deres job,” siger bestyrelsesformand og medejer Lars Jørgensen i pressemeddelelsen.
“De har udvist meget stort engagement og kamplyst og har gjort en kæmpe indsats,” lyder det.
Bertoni har eksisteret i godt 50 år og har omkring 80 ansatte i 11 butikker i Danmark.
Ikke første gang
Dermed drejer man nøglen om på butikkerne rundt omkring i landet inklusiv i Odense.
Det er dog muligt, at aktiverne sælges videre og at butikkerne dermed kan genåbne på et tidspunkt.
Det er ikke første gang, at Bertoni Group går konkurs.
Det skete nemlig i 2009, og man var igennem en rekonstruktion med ekstra kapital for små to år siden.
Ifølge ejerkredsen har tiden efter Corona-pandemien været vanskelige, og nu slutter det altså.
“For os, som ejere, er det desværre en kendsgerning, at vi mister de mange penge, vi har skudt ind i virksomheden gennem de knapt seks år, vi har drevet firmaet.
Vores samlede tab udgør et stort tocifret millionbeløb hen over årene,” tilføjer Lars Jørgensen.