God nyhed: Stor kæde åbner ny forretning tæt på Odense
En stor byggemarkedskæde åbner snart en ny butik i Odense.
Det sker den 18. november 2024, hvor Bygma slår dørene op til sin ottende forretning på Fyn i form af Bygma Lindø, der ligger som en del af Odense Havn ved Munkebo.
Den nye forretning vil imødekomme behovene hos de over 3.500 håndværkere og 130 virksomheder, der arbejder og udvikler havnen.
Det lokale erhvervsområde omkring havnen er i rivende udvikling, og Bygma Lindø vil være med til at støtte væksten ved at tilbyde en bred vifte af forbrugsvarer og dagligdags materialer.
Den nye forretning på Lindø er et resultat af Bygmas strategi om at være tæt på kunderne og støtte den lokale vækst. Butikken bliver en central del af Odense Havns fremtidige udvikling, hvor både byggeprojekter og renoveringer er i gang.
“Vi ser frem til at være en endnu større del af det lokale erhvervsliv på havnen.
Bygma Lindø gør det muligt for os at være tæt på vores kunder og hjælpe dem med de varer, de har brug for i hverdagen.
Hvis der er behov for større leverancer, kan vi hurtigt få hjælp fra Bygma Odense,” udtaler Ejnar C. Andersen, Regionsdirektør for Bygma Fyn.
Med sin placering lige i hjertet af havnen vil Bygma Lindø gøre det nemt for de lokale håndværkere og virksomheder at få adgang til materialer hurtigt og effektivt, uden at skulle bruge tid på at hente varer andre steder.
Effektiv og fleksibel betjening
Bygma Lindø vil fra dag ét være bemandet af et team på fire erfarne medarbejdere, der skal sikre en fleksibel og effektiv betjening af områdets mange håndværkere.
“Vi har nøje udvalgt vores leverandører med fokus på kvalitet og til det specifikke segment, vi opererer i, herunder industri, vindmøller og tungere materialer, som er mere omfattende end Bygmas gængse sortiment,” afslutter Jonas Tornquist, butikschef for Bygma Odense og Lindø.
Bygma Lindø bliver et vigtigt supplement til Bygmas øvrige forretninger på Fyn, og med en daglig leveringsservice sikrer de, at de lokale håndværkere kan få deres materialer hurtigt, så arbejdet ikke går i stå.