Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Længe ventet: Nu kan du endelig få chips med EKSTRA smag

Af Christina Frederiksen

Der var helt sikkert masser af gode tanker bag, da KiMs Chips lancerede deres favorit-krydderier på glas.

Ikke desto mindre fik det rigtig mange danskere op af stolen … For hvorfor krydrede man dog ikke bare chipsene mere til at starte med?

Uanset ens smagsløg så kan de fleste nok blive enige om, at chips dårligt kan krydres for meget, og denne tanke er netop baggrunden for et helt nyt chips-brand på markedet:

Generation Snack.

Et navn du som krydderi-elskende chipsefanatiker helt sikkert skal til at lære at kende.

Chips skal smage af mere

Rasmus Severinsen er manden bag de nye chips, der vil tage kampen op mod markedets enorme mastodonter.

Indtil 2019 havde Rasmus ellers et yderst velbetalt job som Management-konsulent i it-branchen, men som så mange andre brugte han tiden under pandemien til at tænke i nye baner.

“Jeg har altid syntes, at der manglede noget ved smagen. Ikke smagsvarianter, dem er der rigeligt af, men selve mængden af smag,” fortæller Rasmus, og fortsætter:

“Chips smager generelt af for lidt, synes jeg. Hvis du er heldig får du en chips med lidt ekstra krydderi indimellem i en pose, men jeg synes hurtigt, at smagene forsvinder lidt.

Senest har vi endda set, at nogle chipsproducenter er begyndt at sælge ekstra krydderi ved siden af. Men hvorfor ikke bare tilføje nok til at begynde med?”

Det var netop her, at idéen til Generation Snack opstod og i efteråret 2022 sagde Rasmus sit job op, og gik all in på iværksætterlivet – og sin nye titel som chips-mager.

Innovativ emballage

Hos Generation Snack er filosofien, at chips skal smage af mere. Meget mere faktisk.

På smagsskalaen ligger de gængse chipsvarianter, ifølge Rasmus, med en krydderimængde på 4-5. I Rasmus’ chips er den skruet op til en 12’er.

De sprøde kartoffelchips svømmer nærmest i krydderi og kommer indtil videre i tre forskellige varianter: Salt, Barbecue og Sour Cream & Onion.

Derudover adskiller Generation Snack sig også fra andre ved at komme i en genanvendelig boks, der kan forvandles til en slags åben skål; fremfor en klassisk pose, hvor alle skal stikke de samme lapper ned i igen og igen.

Store ambitioner

Emballagen er endda yderst dekorativ og laves i samarbejde med en række selvstændige kunstnere. Hver smagsvariant har derfor sit eget udtryk “to keep things interesting”, som Generation Snack selv udtrykker det.

Om alle disse tanker og visioner er nok til at slå igennem chipsmarkedet er svært at spå om – men Rasmus er optimistisk.

“Det er naturligvis et svært marked med nogle store spillere at komme ind på, men jeg er klar til at tage kampen op.

Min oplevelse er heldigvis, at forhandlerne tager rigtig godt imod både idéen og produkterne. Så jeg er håbefuld,” siger han.

Indtil videre forhandles Generation Snack online hos Snack Reload.

Del artikel

Andre læser også