Kæmpe chok: Bruce Springsteen-koncert var ulovlig

Der har været skrevet meget om koncerterne på Dyrskuepladsen og ved Bondestuen.
Blandt andet fordi beboere i området har klaget over koncerterne igennem beboerforeningen Dyrskuepladsens Naboer.
Nu viser det sig, at beboerne åbenbart har haft ret i deres klager.
Det skriver TV 2 Fyn.
Planklagenævnet har givet Niels Skeby og beboerforeningen Dyrskuepladsens Naboer medhold i to klager.
Blandt andet har nævnet underkendt en afgørelse truffet af Odense Kommune:
Odense Kommune har tidligere afgjort, at anvendelsen af arealerne på Dyrskuepladsen ikke var lokalplanligtig, hvilket var årsagen til, at der blev givet tilladelse til koncerterne.
Men den afgørelse har Planklagenævnet altså underkendt.
Det samme gælder for de koncerter som Restaurant Bondestuen har afholdt på pladsen bag spisestedet.
“Afgørelsen kommer naturligvis bag på mig, men jeg har ikke yderligere kommentarer, før jeg har haft mulighed for at læse den grundigt igennem og drøfte den med kommunens jurister og andre relevante fagpersoner,” udtaler afdelingschef i By- og Kulturforvaltningen Martin Petersen i en skriftlig kommentar til TV 2 Fyn.