Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Godt nyt for kulturlivet: Cirkus Flik Flak modtager donation på 220.000 kroner fra Salling Fondene

Af Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Cirkus Flik Flak
Foto: Cirkus Flik Flak

I 35 år har Odenses børn og unge kunnet udleve drømmen om livet som cirkusartist i Cirkus Flik Flak. Snart får de – og  tilskuerne – endnu bedre muligheder for at udleve drømmen.

Det sker, fordi Foreningen Cirkus Flik Flak  netop har modtaget en donation på 220.000 kroner fra Salling Fondene via Bilka Odense. Det skriver Bilka Odense i en pressemeddelelse.

I dag er Cirkus Flik Flak en aktiv del af kulturlivet på Fyn, hvor de tager rundt på markeder og laver forestillinger og også tager på en stor sommerturné. Her underholder og inspirerer de unge cirkusartister  med mange flotte numre.

Og når showet er slut, kan tilskuerne få lov til selv at kaste sig ud i akrobatik,  linedans eller klovnerier. Donationen skal blandt andet gå til nyt udstyr og rekvisitter, så tilskuerne kan  prøve kræfter med cirkuslivet. 

Fællesskab i fokus

Hos Cirkus Flik Flak er der ikke kun fokus på cirkusartisteri, men også fællesskab. Målet er at give børn og  unge gode oplevelser og styrke dem både socialt, motorisk, kreativt og selvtillid.

I dag er der 130 unge cirkustalenter i Cirkus Flik Flak, og alle er velkomne uanset niveau og evner. For som cirkusdirektør Tommy  Hardam siger, så kan man ikke lave cirkus selv – man er sammen om at lave cirkus. 

”Børn elsker at få lov at prøve livet som cirkusartist efter vores forestillinger. De kaster sig uden at tøve ud i  både trapez, ethjulet cykel eller noget helt tredje. Og det er lige præcis dét som Cirkus Flik Flak handler om: at øve sig for at blive bedre.

Som artist bliver man bedre i fællesskabet, fordi vi er sammen om at lave cirkus. Vi glæder os utrolig meget til at købe nyt udstyr og rekvisitter, som vi kan have med rundt på turné,  forestillinger og workshops, så endnu flere børn og unge kan prøve kræfter med cirkus,” siger Tommy Hardam, cirkusdirektør og grundlægger af Cirkus Flik Flak. 

Odenses eget børnecirkus 

Donationen kommer fra Salling Fondene, der via Bilka har doneret i alt 2 millioner kroner til ni lokale  projekter landet over.

Projekterne har alle fokus på børn og unges sundhed og trivsel. Donationen skal også  gå til indkøb af nyt LED-lys i cirkuslokalerne på Herluf Trolle Vej, der ligger tæt ved Bilka Odense. Der er også mange af Bilkas medarbejdere, der har oplevet Cirkus Flik Flaks unge talenter i manegen. 

”Vi er utrolig glade for at kunne støtte Cirkus Flik Flak med en donation fra Salling Fondene. Jeg har selv børn og vi har flere gange set forestillingerne, og børnene elsker det! Det er helt unikt, at tilskuerne får lov  til at prøve selv efter forestillingen.

Og så er det jo ikke alle byer, der har sit eget børnecirkus, hvor børn og  unge kan få lov at udvikle sig både fysisk, socialt og mentalt,” siger Per Bloch Lethan, der er afdelingsleder i  Operations hos Bilka Odense. 

Cirkustalenter og frivillige ildsjæle 

Det er Bilka Odense, der har indstillet Foreningen Cirkus Flik Flak til at modtage en donation fra Salling Fondene. Afdelingsleder Linda Vessel er meget glad for, at donationen går til det lokale børnecirkus, der i mange år har været med til at skabe glæde rundt omkring på Fyn. 

”Det er fantastisk, at vi igen i år har fået godkendt en donation fra Salling Fondene, så vi kan hjælpe lokalt.  Cirkus Flik Flak er kendt og elsket af rigtig mange børnefamilier, og det er altid en oplevelse at se en forestilling. Det er en fantastisk forening med en masse frivillige ildsjæle.

Alle børn, der går hos Cirkus Flik  Flak får et utroligt selvtillids- og selvværdsboost, og derfor er vi meget stolte af at kunne give donationen til lige præcis dem,” siger Linda Vessel, afdelingsleder for Costumer & People hos Bilka Odense. 

Sidste år gav Bilka Odense via Salling Fondene en donation til de blå spejdere i Stjernegruppen. Pengene gik til et nyt mødested i Skibhuskvarteret. 

Ni lokale projekter med fokus på børn og unge 

Donationen kommer fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, der donerer to millioner kroner til ni  lokale projekter fordelt rundt i hele landet, der alle har fokus på børn og unges sundhed og trivsel. 

”Det betyder meget for os i Bilka, at vi kan være med til at støtte lokale projekter, som fremmer sundhed og trivsel for børn og unge.

Derfor er det med stor glæde, at vi kan give noget af overskuddet tilbage via  donationerne fra Salling Fondene,” siger Mark H. Nielsen, der er direktør i Bilka.

Alle projekterne er indstillet til Salling Fondene af Bilka-varehuschefer ud fra ansøgninger i Bilkas lokalområder.  

Del artikel

Andre læser også