Har du handlet ved Grænsen?: Coca-Cola tilbagetrækker flere produkter

Hvis du for nyligt har været en tur over grænsen og fyldt bilen op med rammevis af sodavand, så har du måske fået mere med, end du lige havde regnet med.
Coca-Cola tilbagekalder nemlig flere typer drikkevarer, som har vist sig at indeholde et for højt niveau af stoffet Klorat.
Det oplyser Ritzau.
Solgt ved Grænsen
Tilbagetrækningen omfatter læskedrikkene Fuze Tea Peach og Fanta Lemon.
De tilbagekaldte produkter er ikke solgt i Danmark, men Fleggaard skriver i et opslag på Facebook, at produkterne er solgt fra deres grænsebutikker.
Selvom Coca-Cola oplyser, at sundhedsrisikoen for forbrugerne er meget lille, så anbefaler Fleggaard alligevel, at du lader være at drikke det.
I stedet kan du returnere varen i en af deres butikker.
Andre Coca-Cola-produkter er IKKE påvirket af tilbagetrækningen, så hvis du har forsynet dig med Coca-Cola ved grænsen, kan du trygt drikke løs.