Kvalitetskaffe og lækkert bagværk: Ny kaffe-kæde har indtaget Odense

Hvis du har været et smut forbi Magasin, har du måske allerede opdaget, at Odense har fået en helt ny kaffebar.
Navnet er Cozy & More, og de har overtaget lokationen efter Coffee Ten, der for nyligt er gået konkurs.
Cozy & More er et forholdsvis nyt koncept, men de har fart på. De har nemlig allerede åbnet otte kaffebarer i landet på kort tid.
De bedste kaffebønner og kvalitets-bagværk
“Vores koncept bygger på, at alle varer er produceret i Danmark, primært i Københavns-området.
Vi går efter den bedste kvalitet – lige fra kaffen, der er fra Copenhagen Coffee Lab til juicen fra Gro og vores bagværk, der er fra en anerkendt bager i København, som udelukkende bager med økologiske ingredienser,” fortæller Country Manager, Nikolaj Juul, til MigogOdense.
De varme drikke spænder fra espresso (20 kr.) til americano, (25 kr.) cortado (30 kr.), cappucino (30 kr.), caffe latte (30 kr), flat white (30 kr.), the (25 kr.) og varm kakao (35 kr.).
Er du mere til de kolde drikke, kan du få en Cozy Shake med jordbær, blåbær, banan og vaniljemælk til 40 kr, diverse vand og sodavand og ikke mindst de populære Gro-juices.
Derudover laver de også friskpresset frugtjuice og grøntsagsjuice og diverse energy shots.
Plads til hygge og byens studerende
Er det sulten, der trænger sig på, så kan du også godt glæde dig.
Der er alt fra lækkert bagværk (croissant, rugbrødsbolle, dagens bagværk), sandwich (kylling, tun eller veggie) og toast på den nye kaffebar.
“Vi ønsker at skabe en stille og rolig stemning, hvor der er plads til at folk kan sidde og hygge sig sammen. Vi håber også, at mange af byens studerende vil kigge forbi, og derfor giver vi også 20 % studierabat på alle kaffer og vores cozy shake,” fortæller Nikolaj.
Cozy & More har overtaget otte af Coffee Tens lokationer rundt omkring i Danmark.
“Vi er slet ikke færdige med at åbne nye kaffebarer i Danmark endnu. Der sker mange flere spændende ting i 2022,” lover Nikolaj, uden dog at afsløre, om de åbner yderligere steder i Odense.