Danmarks største havn ændrer navn: Lindø bliver til Odense Havn
Danmarks største havn målt på kvadratmeter, LINDØ port of ODENSE, ændrer nu navn til Odense Havn.
Navneskiftet er et led i den udvikling, som havnen har været igennem, siden Odense Havn købte Lindø Industripark i 2014.
Nu er de to hæderkronede virksomheder transformeret, og dermed er Odense Havn klar til at træde ind i fremtiden og indfri det potentiale, som specielt den grønne omstilling byder på.
Invitation til virksomheder verden over
Lindø-navnet har været en stor og væsentlig del af havnens historie og deres værdier, og Carsten Aa, adm. direktør i Odense Havn, forsikrer om, at det ikke vil ændre sig.
“Vi har brugt nogle år på at fusionere havnen og industriparken og bygge fundamentet til et moderne erhvervseventyr. Nu er vi klar til at træde endnu mere i karakter og justere vores profil til at være dét, vi i virkeligheden er – nemlig en moderne samarbejdspartner for virksomheder, der ønsker at flytte produkter og markeder, transportere varer og gods og ikke mindst skabe nye produktionsfaciliteter.
Derfor ændrer vi navn til Odense Havn,” siger Carsten Aa, adm. direktør, Odense Havn, og tilføjer:
“Havnen har siden 1803 været garant for, at Odense kunne udvikle sig og blive en vigtig industriby, og vi er stadig motoren i byens udvikling, men vi har samtidig udviklet os til mulighedernes havn.
Derfor er vores nye profil også en invitation til virksomheder verden over om, at vi er klar til at tage imod dem og investere i en fælles fremtid.”
Rummer en verden i vækst
Siden Odense Havn for syv år siden købte Lindø Industripark har de sammen udviklet sig, så Odense Havn i dag tilbyder stærke logistikløsninger og nogle af verdens mest unikke faciliteter, der sikrer optimale rammer for produktion, lagring og udskibning af store komponenter indenfor både bæredygtig havvindmølleproduktion og offshore-installationer, maritim værftsindustri samt tung produktion.
Det er på det solide fundament, at havnen med navneskiftet træder ind i fremtiden og inviterer virksomheder fra hele verden til Odense og Munkebo.
“Vi har i mange år nydt godt af Mærsks energi, viljestyrke og forkærlighed for Odense og Munkebo. Det er det fundament, vi står på, men Odense Havn har nu også faciliteterne og investeringsvilligheden til at rumme en verden i vækst,” siger Carsten Aa og fortsætter:
“Vi er en moderne havn, og vi er en værdifuld medspiller, hvis man flytter varer eller skal producere meget store produkter som eksempelvis fundamenter eller naceller til vindmøller.
Det er vi, fordi vi fra starten har været det sted, hvor den grønne omstilling kunne få plads til at gro.
Vi kan forstå og spille med på dét, det kræver for virksomhederne at kunne skabe de komponenter i den størrelse og med de faciliteter, de skal bruge. Og så har vi en forståelse for, at man hele tiden i vores branche skal være mindst ét skridt foran udviklingen.”
Læs mere om Odense Havn her.