Vær opmærksom: Danske juleænder kaldes tilbage

Glæder du dig til julemiddag med lækker and i aften, så er det vigtigt, at du tjekker efter, hvor anden oprindeligt er fra.
Fødevarestyrelsen har nemlig meldt ud, at danske økologiske ænder fra Landting Slot tilbagekaldes.
Der er nemlig fundet ænder herfra med afvigende lugt, og de egner sig ikke som fødevarer.
Solgt i store dagligvare-butikker
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Ænderne er solgt i hele landet via COOP.
Derfor er de købt i butikker som Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen. På Sjælland har de også været solgt i Irma-butikker.
Der er tale om produkterne “fersk økologisk dansk and, 8 uger” samt “fersk økologisk dansk and, 14 uger”.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at man leverer varerne tilbage i butikker, hvor de er købt eller at man kasserer dem.