Den første i verden: Dansker gennemfører vanvittig forhindringsbane
OCR-verdenen har ventet på at se den dobbelte verdensmester Ida Mathilde Steensgaards næste vilde projekt. Tirsdag kom svaret, da den danske ekstrematlet som den første nogensinde gennemførte en forhindringsbane bygget ind i et 30 meter højt roterende pariserhjul.
Danske Ida Mathilde Steensgaard gennemførte tirsdag som den første i verden en roterende forhindringsbane, da hun forcerede seks specialbyggede forhindringer, mens pariserhjulet på Odense Havn konstant var i bevægelse 30 meter over jorden. Målet var at nå gennem hele banen, inden hjulet havde gennemført én fuld rotation – en udfordring, ingen tidligere har gennemfør.
Efter en uges intens træning og tre mislykkede forsøg endelig lykkedes det tirsdag i tiden 3 minutter og 33 sekunder.
Bag projektet ligger flere måneders udvikling og forberedelse. Banen blev specialdesignet til pariserhjulet og kombinerede klassiske OCR-elementer (Obstacle Course Racing) som monkey bars, rebklatring, balancehop, klatrevæg og et afsluttende spring ud på et klatrenet på ydersiden af konstruktionen. Undervejs skulle Ida Mathilde Steensgaard ikke blot overvinde højden og de seks forhindringer, men også vind, skiftende vinkler og den konstante bevægelse fra det roterende pariserhjul.
“Det var uden tvivl endnu sværere, end jeg havde forestillet mig. Det handlede om fart, timing, udholdenhed, grebsstyrke og teknik – men mest af alt om at overvinde frygten. Der var ingen pauser undervejs. Jeg skulle hele tiden holde tempoet, og til sidst føltes det, som om mine lunger var ved at blive revet ud,” siger Ida Mathilde Steensgaard.
Idéen til projektet opstod under en nytårstur til Budapest, hvor et stort pariserhjul satte gang i tanken om at kombinere hendes livslange fascination af at klatre med de tekniske færdigheder fra OCR. Ambitionen var samtidig, at verdensnyheden skulle skabes i Danmark.

“Jeg har elsket at klatre, siden jeg var barn – i træer, på legepladser, overalt. OCR gav mig muligheden for at gøre den passion til en sport. Da jeg så et stort pariserhjul i Budapest, tænkte jeg: Kan man bygge en forhindringsbane ind i det?” fortæller Ida Mathilde Steensgaard – og det Projektet markerer samtidig et vigtigt punkt i Ida Mathilde Steensgaards comeback efter en længere skulderskade.
Da udfordringen aldrig tidligere er forsøgt, fandtes der hverken en manual eller en træningsmodel. Derfor blev store dele af forberedelserne udviklet specifikt til projektet – blandt andet med træning på Red Bull Athlete Performance Center i Østrig.
Først tirsdag den 7. juli fik Ida Mathilde Steensgaard mulighed for at teste banen på det færdigmonterede pariserhjul, og på fjerde forsøg en uge senere lykkedes den historiske gennemførelse.

“Den sværeste forhindring var den omvendte monkey bar-travers. Den kommer helt til sidst, når overkroppen allerede er fuldstændig færdig. Man skal springe ud til stangen, hænge frit og trække sig op igen. Det krævede både mod, styrke og de sidste kræfter, jeg havde tilbage,” siger Ida Mathilde Steensgaard.
Ida Mathilde Steensgaard er dobbelt verdensmester i Obstacle Course Racing (2022 og 2023), tidligere verdensmester i holdkonkurrencen og dansk Pro-rekordholder i HYROX.

Hun har tidligere skabt international opmærksomhed med projektet World’s Toughest Playground.