De frække og de kedelige: Danmarks frækkeste by 2019 er kåret

Skrevet af: Michael Qureshi

Skandinaviens førende webshop inden for sexlegetøj har kigget nærmere på mere end en halv million ordrer, som virksomheden har modtaget i 2019.

Nu kan den danske webshop afsløre en masse sjove og frække facts om danskernes sexliv, der i år har fået en mere bæredygtig tilgang.

Hvor bor de frækkeste danskere? Hvem køber mest bæredygtigt sexlegetøj?

Hvad er navnene på de personer, der køber mest sexlegetøj? Og hvor mange kilometer dildo har danskerne købt i 2019?

Det er bare nogle af de spørgsmål, som Sinful besvarer efter de har analyseret alle årets ordrer.

Lad os bare tage den lige på og hårdt. Odense glimrer ved sit fravær på både listen over Danmarks frækkeste byer.

Med en sexfaktor på 1,80 er Aalborg den frækkeste by i Danmark.

Sexfaktoren beskriver, hvor mange gange der er købt sexlegetøj i forhold til landsgennemsnittet.

Hele top-10-listen er generelt domineret af midt- og nordjyske byer, mens Valby, på en syvendeplads, repræsenterer Sjælland.

For andet år i træk ligger årets kedeligste by i whiskybæltet. Sidste år indtog Gentofte den triste sidsteplads, men i år er det indbyggerne i Rungsted Kyst, der har købt mindst sexlegetøj.

Men så er det her, at vi finder en fynsk by, der har sneget sig med ind i statistikken for 2019. Tommerup indtager nemlig en lidet flatterende niendeplads over de kedeligste byer i Danmark. Munkebo indtager 14. pladsen.

De mest kinky indbyggere finder man i Hårlev på Sydsjælland, hvor der er blevet købt 2,39 gange så meget fetish sexlegetøj i forhold til landsgennemsnittet.

Danskerne køber mere bæredygtigt sexlegetøj

Med en stigning på over 60 procent inden for bæredygtigt sexlegetøj, har danskerne for alvor fået øjnene op for, at man sagtens kan nyde de frække nattetimer i den grønne ånd.

Hos Sinful er det netop kategorien med de bæredygtige produkter, der er steget mest i løbet af hele året.

“Vi kan tydeligt mærke, at der har været en stigende interesse for vores bæredygtige produkter. Det gælder både genopladelige vibratorer, dildoer, penisringe og onaniprodukter til mænd, men også økologisk glidecreme og massageolie,” fortæller Tonny Andersen, CEO hos Sinful.

Det er især indbyggerne i Esbjerg, der er vilde med Sinfuls bæredygtige produkter.

Faktisk er Esbjerg den by, hvor der er blevet købt mest bæredygtigt sexlegetøj sammenholdt med antallet af indbyggere.

På anden- og tredjepladsen kommer henholdsvis Jyllinge og Valby, mens ingen fynske byer er repræsenteret blandt de 30 mest bæredygtige byer.

Litervis af glidecreme og kilometer lange dildoer

Sinfuls salgstal afslører en masse sjove og skæve betragtninger om danskernes sexliv.

Der er blandt andet købt glidecreme svarende til 91 bagagerum i en Peugeot 208, og så har Sinful solgt dildoer, der svarer til en længde på over 10 kilometer, når man lægger dem i forlængelse af hinanden.

Michael og Camilla er desuden navnene på de personer, der i løbet af året har købt mest sexlegetøj hos Sinful.

Top-10-listen indeholder også andre kendte navne som Morten, Lars, Louise og Pernille.

Se top-30 frækkeste byer, kedeligste byer, mest kinky og bæredygtige byer, samt frækkeste navne og mange andre sjove facts om danskernes sexliv her: Året Der Gik 2019.

Gæsterne har talt: Her er de 10 bedst anmeldte fynske restauranter i 2019

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Der er ingen tvivl om, at Fyn byder på et væld af gastronomiske oplevelser.

Men hvilke steder har egentlig været gæsternes favoritter i 2019?

Det løfter Dinnerbooking, som administrerer bookinger for over 850 restauranter og caféer i hele landet, nu sløret for.

Her er vinderen

Fyns bedst anmeldte restaurant i 2019 er ARO.

Restauranten har i løbet af året imponeret sine gæster med mindeværdige spiseoplevelser, og det har ført til adskillige førstepladser på månedernes toplister.

Det er derfor ikke overraskende, at den odenseanske Restaurant ARO også topper listen over årets bedst anmeldte restauranter.

Det viser tal fra DinnerBooking.com, hvor mere end 270.000 gæster har anmeldt deres restaurantbesøg i løbet af året.

Restauranten har i løbet af året imponeret sine gæster med mindeværdige spiseoplevelser, og det har ført til adskillige førstepladser på månedernes toplister

Bag restauranten står de to kokke Bjørn Jacobsen og Christoffer Schärfe. De har tidligere haft ansvaret for gryderne på flere anmelderroste restauranter, såsom Geranium, Le Sommelier og Pluto, men nu ‘leger de med maden’ på ARO.

“Vi ser ARO som vores ambitiøse madlegeplads, hvor vi hele tiden kan udfordre os selv og gi’ gæsterne nye og overraskende madoplevelser.”

På andenpladen finder vi også en restaurant her i Odense – nemlig Restaurant HOS. Generelt dominerer Odense kraftigt i hele toppen, som du kan se i top 10 nedenfor.

Det skal naturligvis bemærkes, at det kun er restauranter, der har bookingsystem igennem Dinnerbooking, som er i spil til listen.

Top 10 for Fyn i 2019

1.  Aro

2. Restaurant HOS

3. Rudolf Mathis

4. Bacchus

5. Druen og Bønnen

6. Kok & Vin

7. Næsbyhoved Skov

8. Restaurant Cro’n

9. Oluf Bagers Bård

10. Fynboen

Om opgørelsen

Hver gang en gæst booker bord via DinnerBooking.com, får bookeren tilsendt et spørgeskema, hvor han/hun kan vurdere restauranten ud fra maden, betjeningen, stemningen, den samlede vurdering og værdi for pengene.

Det betyder, at en gæst kun kan bedømme en restaurant, hvis vedkommende rent faktisk har besøgt den.

For at komme i betragtning til toplisten for hele 2019, skal restauranten minimum have modtaget 240 anmeldelser i løbet af hele året (i gennemsnit 20 pr. måned).

Opgørelsen for 2019 er baseret på mere end 270.000 danske gæsteanmeldelser

Færdselsuheld i Odense: Superbil til 4 mio. kr. brød i brand

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Arkivfoto
Arkivfoto

Der findes ikke mange biler her i Danmark til en værdi af 4 millioner kroner.

Derfor vækker det også opsigt, når man ser frem fræse afsted på de danske veje.

Synet må derfor havde været ekstra spektakulært, for de folk der befandt sig i området omkring Åsumvej i Vollsmose her i Odense, klokken cirka 13.30 her til eftermiddag.

En McLaren 650s Spider kørte nemlig galt og brød i brand kort efter.

Det skriver TV2 Fyn. 

Et vidne fortæller til TV 2 Fyn, at bilen kørte vildt og med meget høj fart kom ud af kontrol og torpederede en række træer i græsrabatten i midten på den firsporede vej. Herefter brød bilen i brand.

“Bilen nærmest eksploderede,” fortæller vidnet til TV 2 Fyn.

De to passagerer i bilen slap billigt, men blev kørt til sygehuset til tjek.

På TV2 Fyn kan du se en video af superbilen i brand. Det finder du lige her.

Unikt fund: 11 ukendte Gasolin-bånd er dukket op i Odense

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Arkivfoto
Arkivfoto

I Danmark bliver det ikke meget større end Kim Larsen og Gasolin.

Og selvom vi er beriget med masser af ikoniske sange fra en gylden tid i dansk musikhistorie, kan der stadig dukke uventede skatte op.

Hvis du elsker vinyl, kender du helt sikkert Record Pusher her i Odense.

Bo Ellegaard driver til dagligt forretningen, og han har for nyligt gjort et vaskeægte kup, da han sammen med to venner, har købt et vaskeægte stykke danmarkshistorie.

Han har nemlig købt 11 helt ukendte kassettebånd, hvor de optræder på koncertoptagelser fra 1976 til 1977.

Det skriver Ekstra Bladet fredag.

“Der er masser af guld på båndene. Blandt andet kan man høre, hvordan især Kim Larsen og guitaristen Franz Beckerlee står og bider af hinanden på scenen, når de drejer hovedet væk fra mikrofonerne. Det er ikke ond snak. Men sætninger som ‘ du var ikke rar i går’.

Man skal her tænke på, at bandets medlemmer dengang altid var sammen i døgnets 24 timer. Så der var da irritationer og konflikter undervejs. Man får også et klart indtryk af, at Søren Berlev forsøger at holde sammen på bandet og gyde olie på vandene, siger Bo Ellegaard til Ekstra Bladet.