Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stor analyse hos Fynbus: Den gode bustur starter med et smil

Af Redaktionen
Odense: Fynbus holdeplads syd ved OBC. Foto: Robert Wengler
Odense: Fynbus holdeplads syd ved OBC. Foto: Robert Wengler

Smil smitter.

Det er den klare diagnose.

Hos trafikselskabet FynBus er det helt essentielt, at chaufførerne, der kører de grønne busser, som pryder Odenses gader, yder en service, der giver kunderne en god oplevelse i bussen.

Samtidig er det vigtigt for trafikselskabet, at kunderne er opmærksomme på, at de også selv kan være med til at skabe den gode bustur.

FynBus’ kundetilfredshedsanalyse for 2017 viste, at buskunderne i Odense i stor udstrækning var tilfredse med chaufførernes serviceniveau, men at der stadig er plads til forbedringer.

Derfor har FynBus spurgt deres kunder og chaufførerne om, hvad de selv kan gøre for, at begge parter får en så god bustur som overhovedet muligt.

Odense: Fynbus holdeplads syd ved OBC. Foto: Robert Wengler

Den gode bustur starter med et smil

Kundeundersøgelsen viste tydeligt, at kunderne og chaufførerne i stor udstrækning er enige om byggelementer til den gode bustur.

I begge lejre er der især stor enighed om, at den gode bustur altid starter med et smil.

Med udgangspunkt i hvad kunderne og chaufførerne var enige om, har FynBus lavet en lille lommeguide til kunderne og chaufførerne, der fortæller, hvordan de bedst muligt kan hjælpe hinanden til den gode bustur.

De 10 bud om den gode bustur

På samme måde som de 10 bud, som Moses angiveligt fik af gud, har været en grundsten for det samfund vi i dag kender, håber FynBus, at lommeguiden ”De 10 bud om den gode bustur” kan blive en ledestjerne for både kunder og chauffører til, hvordan de sammen kan hjælpe hinanden til den mest optimale bustur.

Lommeguiden er grundstenen i FynBus’ adfærdskampagne, der sætter fokus på, at kunder og chauffører skal huske smilet og det gode humør i bussen.

Husk smilet og det gode humør i et kaotisk bybillede

Hvorfor bruger Fynbus tid og kræfter på at huske buskunder og chaufførerne på, at de skal huske at smile til hinanden, spørger du måske dig selv?

Jo, ser du, FynBus fortæller, at det aldrig har været vigtigere end nu, og i de kommende år, at huske det gode humør – især som chauffør og buskunde i Odense.

Kunderne er udfordret af, at stoppesteder bliver nedlagt og flyttet fra uge til uge.

Ens faste rute kører pludselig andre veje end normalt. Rejsetiden bliver i perioder forlænget pga. tæt trafik og vejindsnævringer.

Chaufførerne skal ligeledes holde tungen lige i munden. Hver dag de møder ind på arbejde, skal de forholde sig til nye omkørsler, stoppesteder på ruten der er nedlagt eller flyttet, vejebaner der er så smalle, at det er svært at svinge bussen igennem.

Samtidig skal de lægge øre til kundernes fortvivlelse over, at tingene i dag ikke nødvendigvis var som i går.

Odenses kaotiske bybillede presser derfor både buskunderne og buschaufførerne.

Derfor mener FynBus, at det er vigtigt, at kunderne og chaufførerne begge sætter fokus på, hvordan de bedst muligt kan hjælpe hinanden til en god bustur.

Her kan de 10 bud om den gode bustur være et nyttigt værktøj.

Adfærdskampagne: smil smitter – god bustur!

Med afsæt i lommeguidens bud nr. 2, Smil til chaufføren, trådte FynBus pedalen i bund og kickstartede deres adfærdskampagne d. 1. juni, en solrig sommermorgen, ved Odense Banegård Center.

Her stod FynBus’ kundeambassadører og kontrollører klar tage imod kunderne og chaufførerne med en morgenhilsen, smil-vingummier og lommeguiden; de 10 bud om den gode bustur.

Reaktionerne fra kunderne og chaufførerne var ovenud positive.

De kunne begge se fidusen i, at man med selv en lille ting som et smil, kan hjælpe hinanden til en bedre bustur.

I de efterfølgende måneder kunne kunderne stifte bekendtskab med de 10 bud om den gode bustur, når de i bussen kiggede på informationsskærmene.

Årets sureste dag

Vi mennesker har ofte lettere til et smil, når solen skinner og vi ikke er nødsaget til at indkapsle os i dunjakker, hue og handsker.

Derfor trak FynBus igen i arbejdstøjet på den selvdøbte ”årets sureste dag” mandag morgen i uge 43 – den første arbejdsdag efter efterårsferien.

Her stod FynBus’ kundeambassadører igen klar med smil-vingummier, en morgenhilsen og de 10 bud om den gode bustur. Denne gang dog ved Svendborg Rutebilstation.

Samtidig lancerede FynBus sin første af tre kampagnevideoer, der på humoristisk vis, fortæller historier fra de 10 bud om den gode bustur.

Vi slutter af med lidt tal

Lommeguiden De 10 bud om den gode bustur er baseret på 441 kundebesvarelser og 226 chaufførbesvarelser. Guiden er udarbejdet i to versioner, hvor indholdet er tilpasset læserens virkelighedsbillede.

Det vil sige en guide til kunderne, og en til chaufførerne.

Hvis du er blevet nysgerrighed på, hvad FynBus er kommet frem til, kan du finde lommeguiden og deres kampagnefilm her.

Del artikel

Andre læser også