Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fed weekend i vente: Koncerter, restaurantfestivaler og gratis alkohol

Af Redaktionen

Weekenden står for døren, og trods den noget isede morgen, har du masser at glæde dig til, for endnu en gang byder Odense på masser af spændende weekendoplevelser for alle aldre. Der er flere fede koncerter i forskellige genrer på byens spillesteder, delikat gastronomi for billige penge til restaurantfestivalerne DinnerDays og Dining Week, gratis ølsmagning og cocktails for de voksne og sjove oplevelser for børnefamilien. Weekenden byder også på interessante kulturtilbud og muligheder for powershopping i midtbyen og byens to shoppingcentre.

MigogOdense giver dig et overblik over de mange muligheder.

Musik

Fredag kl. 20.00: Dirt Forge, Konvent og Hadron på Studenterhus Odense
Studenterhus Odense er klar til at tage hul på årets første Metal Mekka-koncert og starter i den tunge, beskidte ende med Doom og Sludge metalbandsene Hadron, Konvent og Dirt Forge.

Hadron kom første gang på folks løber i 2017, hvor de udgav deres første demo, og i 2018 udkommer deres debutalbum, som de giver en forsmag på til koncerten. Du kan også høre Dirt Forge, der er klar til besudle publikum med beskidt sludge. De debuterede i 2013 og har allerede adskillige koncerter og gode anmeldelser bag sig. Konvert kommer også forbi og giver den gas med tunge riffs og en brutal forsanger, der kan synge, så hårene rejser sig.

Pris: 80 kr. for medlemmer / 100 kr. for ikke-medlemmer.

Du kan læse mere om de tre bands her.

Fredag kl. 20.00: Girls In Airports på Dexter
Girls In Airports er en ung, dansk jazzgruppe, der har brudt igennem lydmuren i ind- og udland. Bandet består af fem knivskarpe, musikalske multitalenter, som sammen formår at skabe ren mage. Siden de fandt sammen i 2009 har konstant søgt at udvide deres lydunivers ved at hente musikalsk inspiration på tværs af moderne jazz, global folklore, minimalisme og synthesizer-musik. Det giver dem en unik atmosfærisk lyd, der har fået anmelderne til at sammenligne bandet med så forskellige navne som Brian Eno, Radiohead, King Crimson, Jon Hassell, Sun Ra og Jan Garbarek.

Pris: 165 kr. i forsalg.

Læs mere på Dexters hjemmeside her.

Fredag kl. 21.00: Sea + Grusom på Musikhuset Posten
Kom og oplev de to anmelderroste og prisvindende heavy metal-bands Sea og Grusom, når de spiller op til et brag af en fest. Sea er Danmarks nye heavy rock-håb, og bandet kom godt fra start med deres debutplade, der lagde den danske og internationale rock- og metalbranche ned. Nu er de klar med deres længeventede anden plads ”The Grip of Time”.

Grusom er et sydfynsk heavy metal band, der på kort tid har gjort sig bemærket i både ind- og udland med deres opsigtsvækkende, selvgjorte demo, mørke lyrik og medrivende koncerter i 2015 og 2016.

Pris: 125 kr. i forsalg.

Læs mere her.

Lørdag kl. 21.00: Heimatt på Studenterhus Odense
Dansk-norske Heimatt kommer på sin første længerevarende headlinertour forbi Odense, hvor han er klar til at give den gas med sit 6-mand store band. Heimatt har siden sin debut i 2014 udgivet en EP og et debutalbum, som har sendt den unge musiker og hans band på flere turneer i ind- og udland og ført til næsten 100 koncerter. Den store succes skyldes Heimatts helt særlige, store organiske lyd, der gør sig exceptionelt godt på en livescene, og nu har du mulighed for at opleve de moderne indie/folk-rytmer med et tvist af pop og electronic.

Pris: 60 kr. i forsalg for studerende / 100 kr. for ikke-studerende.

Du kan læse mere her.

Lørdag kl. 21.00: Marvelous Mosell på Musikhuset Posten
Retrorapperen Marvelous Mosell udgav i oktober sit længe ventede debutalbum ’Magisk, Mytisk, Mageløs’ sammen med sin hus-DJ Tue Track. Albummet har høstet adskillige gode anmeldelser og kaldes bl.a. for ”en af årets mest skamløst underholdende rap-plader” af Berlingske. Nu gæster de Odense, hvor de er klar til at fyre op for forbudte dansetrin, kække rim og lækre rytmeflows.

Pris: 145 kr. i forsalg.

Du kan få flere detaljer her.

Søndag kl. 14.00: B. Rockmann på Dexter
Foreningen Rock Med Rynker inviterer til B. Rockmann matiné med Burtons, Spector Group og Langelands Allstars. Fælles for de tre bands er kærligheden for god rock, og en efter en vil de forkæle dine ører med rockende rytmer og toner og forvandle din eftermiddag til en sand rockfest.

Pris: 80 kr. for medlemmer med RMR-kort / 120 kr. for ikke-medlemmer.

Se mere her.

Søndag kl. 14.00: Vinterjazz på Studenterhus Odense
Denne søndag er det Michal Nienadowski Electric Essence, der gæster Studenterhus Odense til en formidabel vinterjazz-eftermiddag. Michal Nienadowski Electric Essence er en international gruppe, der spiller originale kompositioner skrevet af den polske komponist og bassist Michał Nienadowski. Musikkens vibe kombinerer moderne jazz, rock, hiphop og funk med elementer af elektronisk musik. Skiftende energi, sprødhed, harmoni, improvisation og groove er hovedelementerne i den unikke og friske musik.

Pris: PWYW (Pay What You Want)

Læs mere her.

Mad

Fredag kl. 16.00-22.00: FredagsSlatter i Café Odeon Social
Café ODEON Social inviterer indenfor til FredagsSlatter fredag eftermiddag og aften. Så kom og drik vin til billige penge og hjælp ODEON med at få drukket slatterne op, så de ikke går til spilde. Et glas vin koster 50 kr. uanset navn, alder og drue.

Læs mere her.

Fredag-søndag kl. 18.00: Fællesspisning i Café Odeon Social
Alle ugens dage kan du komme til fællesspisning i Café Odeon Social. Du sidder ved langborde, og dagens ret bliver serveret på fade, som alle deler med hinanden.

Det koster 85 kr. pr. voksen og 55 kr. pr. barn at deltage, og det er ikke nødvendigt at bestille bord. Du kan læse mere her, og du kan også læse vores artikel om arrangementet her.

Fredag-søndag kl. 12.00-22.00: Sidste chance for at deltage i Dining Week
I weekenden har du sidste chance for at deltage i Dining Week på Fyn. Dining Week er den største restaurantfestival i hele Europa, og den løber af stablen fra søndag den 11. februar til søndag den 18. februar. Festivalen afholdes hvert år i uge 7, hvor der samles et udvalg af de bedste, mest interessante restauranter af forskellige køkkentyper i hele landet. Fælles for de udvalgte restauranter er, at de serverer en tre-retters menu for 215 kr. + 25 kr. i billetgebyr pr. person.

Du kan se, hvilke fynske restauranter der er med i festivalen her og evt. booke et bord.

Fredag-søndag kl. 18.00-22.00: DinnerDays runder af i weekenden
I hele uge 7 byder Odenses nye restaurantfestival DinnerDays på delikate tre-retters menuer for blot 200 kr. pr. person + billetgebyr. Med i festivalen er flere populære spisesteder som ARO, Nordatlanten, Noé Vinbar og The Balcony m.fl. Flere af stederne har oplevet stor efterspørgsel og melder udsolgt, så hvis du vil have en chance for at få et lækkert måltid til billige penge, er det ved at være sidste udkald.

Du kan læse mere om DinnerDays her og her.

Lørdag kl. 18.00: 5 retter 4 serveringer 300 kr. hos Druen & Bønnen
Hver lørdag fejrer Druen & Bønnen deres begejstring for velsmagende mad og drikke ved at tilbyde en fem-retters menu af fire serveringer for kun 500 kr. Indtil uge 10 lyder menuen på:

  • Rørt kartoffel og torsk med strejf af sort trøffel, hvidløg og olivenolie samt fin peberpaté med saltet okseinderlår, sherrysky og syltede løg
  • Coq au Vin; Unghane i rødvin med svampe, bacon og persillerod
  • 3 oste fra vogn med behørig garniture
  • Grape trifli hvid chokolade, grapecurd og gulerodscrumble

Læs mere her.

For familien

Fredag-søndag klokken 10.00-16.00: Retro Gaming på Mediemuseet
Er du, dine børn eller din partner vilde med gode, gamle spilklassikere? Så kig forbi Mediemuseets retro gaming-hule, hvor yngre og ældre gamere kan få lov at prøve kræfter med spilklassikere som Super Nintendo, Commodore 64, Sega Mega Drive, Mario m.fl.

Pris: Entré til Mediemuseet koster 45 kr. for voksne. Børn u. 18 år har gratis entré.

Læs mere her.

Fredag-søndag kl. 18.30-21.00: Magisk lysaften i ZOO
Hver aften i weekenden kan du og familien opleve zoologisk have omdannet til en lysende oase af farvestrålende lys. Legepladsen forvandles til et eventyr af lys og lyd, og opfordrer store som små til at slippe fantasien løs og udforske nye former for leg og bevægelse i takt til musikken. Du vil også kunne høre spændende fortællinger om dyr, lys og farver.

Du kan læse mere på Odense ZOOs hjemmeside.

Lørdag kl. 11.00-13.00: Mød Star Wars-karakterer på Hovedbiblioteket
Vær med, når Odense Hovedbibliotek får besøg af 501st Nordic Garrison, som er en velgørende Star Wars-forening. Her vil du kunne møde en ægte Jedi, og hvis heldet er med jer, kigger Darth Vader og prinsesse Leia måske forbi. En ting er sikkert, og det er, at stormtropperne vil være på plads. Hvis du har lyst, kan du få en snak med Star Wars-karaktererne, tage en selfie med dem og få deres autograf.

Arrangementet er gratis.

Lørdag-søndag kl. 10.00-15.00: Workshop om forurening i naturen i ZOO
Lørdag og søndag kan du komme til workshop i Odense ZOO om forurening i naturen. Her kan du blive klogere på menneskets påvirkning på naturen, når ZOO sætter fokus på skrald og forurening samt konsekvenserne for dyr og natur. Samtidig kan du lære, hvordan du giver dit affald nyt liv, og du kan prøve at skide til måls i et spil lortebasket.

Se mere her.

Lørdag-søndag kl. 10.00-16.00: Tag på drømmerejse på Jernbanemuseet
Jernbanemuseet inviterer på Drømmerejser tilbage i tiden og giver dig og din familie mulighed for at udleve jeres rejsedrømme. Hver dag i vinterferien er det muligt at tage på fire drømmerejser med mange tilknyttede aktiviteter. Når I ankommer til museet, får I udleveret et pas. I vælger selv, om I vil til Harzen, Paris, Norge eller Athen. Undervejs løser I en række opgaver, og ved hver rejsestation får I et stempel i passet. Til slut udleveres en rejsebadge som præmie.

Når I er færdige, kan I rejse videre i Drømmenes Kupé, som er museets udstilling om danskernes togrejser til fremmede destinationer. I kan også bygge jeres Drømmerejse med Duplo, tage flotte billeder fra jeres Drømmerejser med jeres smartphones eller lave jeres helt egen scrapbog fra en Drømmerejse. Der er også mulighed for at køre en tur med museets populære minitog.

Læs mere her.

Lørdag-søndag kl. 10.30-15.30: Tur med veterantog på Jernbanemuseet
Lørdag og søndag kører veterantoget Hs 415 på Jernbanemuseets egen strækning, og du kan køre med. Hs 415 er et rangerlokomotiv bygget i Maribo af Vulcan i 1901, og det kørte hele sin aktive periode på Sjælland. Nu hører det til på Jernbanemuseet, hvor det glæder store som små togentusiaster, der gerne vil prøve at køre i veterantog. Hver tur tager ca. 10 minutter, og der køres i tidsrummet 10.30-12.00 og 13.00-15.30.

Turene er gratis for museets gæster, når først entréen er betalt. Se mere på museets side.

Lørdag-søndag kl. 11.00-15.00: Tegnestue for børn i Odeon
Hver dag i uge 7 har dine børn mulighed for at slippe deres kreativitet løs i Odeons tegneværksted, der har åbent fra klokken 11 til 15. Her kan de forsvinde ind i deres egne fantasiuniverser og male de fineste billeder enten alene eller sammen med andre. Odeon udvælger de flotteste og udstiller dem i Børnenes Univers.

Odeon sørger for farver, pensler, papir, skitsetegninger til at farvelægge og meget andet. Alt I skal gøre er at møde op.

Læs mere her.

Lørdag-søndag kl. 15.15: Kom bag kulisserne i ZOO
I weekenden får du og familien mulighed for at opleve helt nye og interessante sider af zoologisk have. I selskab med en Zooguide kan I komme med bag de ellers lukkede døre og se, hvilket stof Odense ZOO er gjort af. På rundturen får I lov til at besøge chimpanserne i stalden, gå på jagt efter dovendyret i den tropiske regnskov, få et kig ind i et dyrepasserkøkken og deltage i fodringen af dværgsilkeaber. Turen afsluttes med en forfriskning i Darwins Hus.

Du kan se mere om turen her.

For voksne

Fredag-lørdag kl. 17.00-19.00: 3 Days of Beer i Arkaden
Torsdag til lørdag holder Arkaden Food Market 3 Days of Beer, hvor tre forskellige bryghuse kommer på besøg og deler ud af deres viden bag bryggerkunsten og giver smagsprøver på deres nye ølproduktioner. Fredag er det brygmester Peter Schrøder fra Bryggeriet Flakhaven & Coisbo, der gæster Arkaden. Han præsenterer bryghusets nye brown ale ”Brown Barley”, som pt er ved at tage form. Lørdag kommer Eddie fra Midtfyns Bryghus og præsenterer deres nye innovative øl-eksperiment, ”Midtfyns Surprise”.

Arrangementet er gratis.

Lørdag kl. 22.00-00.00: To timers gratis cocktails på Slagteriet
Lørdag aften holder Slagteriet launch på deres nye cocktailkort og giver derfor gratis cocktails til alle deres festende gæster mellem klokken 22 og midnat. Så er du en stor fan af cocktails, og kunne du tænke dig at være smagsdommer, er et besøg på Slagteriet en oplagt måde for dig at tilbringe din lørdag aften.

Aldersgrænse: min. 20 år.

Pris: 40 kr. i entré.

Se mere her.

Events

Lørdag kl. 10.00-18.00 og søndag kl. 10.00-17.00: Helse- og sundhedsmesse i OCC
Lørdag og søndag er der Aktiva Helse- og Sundhedsmesse i Odense Congress Center, hvor der sættes fokus på helse og sundhed på ydre og indre planer samt på moderne menneskers måde at skabe indhold og kvalitet i deres liv. På messen vil der være 100 behandlerstande og 50 løbende foredrag med kendte personer fra ind- og udland. Du kan bl.a. komme til foredrag med læge Charlotte Beck, medium og håndlæser Ingeborg Hjortsballe fra Den 6. Sans og mental coach Moorggan Gersdorff.

Pris: 80 kr. pr. dag eller 110 kr. for begge dage. Se mere her.

Kultur

Lørdag kl. 11.00 og 13.00: Mariehønen Evigglad på Nørregaards Teater
Det lille storbyteater i Odense, Nørregaards Teater, har strikket en elegant, sjov og interessant børneforestilling sammen om den lille søde mariehøne Mariehønen Evigglad og den slimede snegl Søren fra Halfdan Rasmussens sang af samme navn.

Se mere på teaterets side her.

Lørdag kl. 12.00-15.00: Kunstruten på Odeon
Camilla Hedenhoff lægger vejen forbi Odeon og fortæller om sit værk ’I, C, U’, som er en del af Kunstruten Forår 2018. Hedenhoff er glaskunsthåndværker, og værket er hendes største til dato. Du kan stille spørgsmål og høre om tankerne bag værket og arbejdsprocessen.

Læs mere om kunstruten her.

Lørdag kl. 15.00-19.00: The You! Signal på Teater Momentum
The YOU! Signal er en interaktiv science-faction gåtur, hvor publikum inviteres til at sende personlige beskeder ud i rummet via radiobølger. I 1977 modtog Jorden et signal fra et andet stjernesystem, senere kendt som “The WOW! Signal”, og den dag i dag forbliver signalet et mysterie. Hvem sendte det? Hvad betyder det? Og er det et bevis for, at vi ikke er alene?

The YOU! Signal er et rumcenter, hvor publikum får mulighed for at reflektere over større eksistentielle spørgsmål: Over etikken i at efterlade sig spor; over at udtrykke sig i det offentlige rum; og over mødet mellem det grænseløse univers og ens begrænsede selv.

Du kan læse mere på teaterets hjemmeside.

Lørdag kl. 16.00: Escape The Universe på Teater Momentum
Escape The Universe undersøger, om en galaktisk flugt kan afføde refleksioner over, hvorfor vi på Jorden er endt med at leve netop, som vi gør. by Proxy inviterer publikum med på en fejring af universets ubegribelighed. Uden sikkerhedsnet, men med kold punch i glassene, prøver vi at kigge både op på stjernerne, ind i os selv, på fremtiden og på fortiden – på én gang. I Escape the Universe er vi sammen, drømmer sammen, mindes sammen – og sammen prøver vi at stille de svære spørgsmål, mens vi flygter fra virkeligheden.

Du kan læse mere på teaterets hjemmeside.

Shopping

Lørdag kl. 10.00-16.00: Åbent i Odense City
Butikkerne i Odense City holder åbent hver lørdag fra klokken 10 til klokken 16. Så tag familien, vennerne eller kæresten under armen til en god shoppetur i midtbyen og hold varmen med en dejlig kop varm kakao.

Lørdag kl. 10.00-16.00: Butikkerne i Tarup Center holder åbent
Tag på shopping i det hyggelige Tarup Center, der holder åbent lørdag klokken 10-16.

Lørdag kl. 08.00-13.00: Torvedag
Alle lørdage året rundt er der torvedag på Sorte Brødre Torv, som ligger ved Claus Bergs Gade. Her kan du købe alt fra frisk frugt og grønt til nyfanget frisk og friskrøget rygeost.

Lørdag-søndag kl. 10.00-17.00: Åbent i Rosengårdcentret
Hver lørdag og søndag holder Rosengårdcentret åbent fra klokken 10 til klokken 17. Enkelte butikker kan dog holde søndagslukket.

Del artikel

Andre læser også