Lukker i Storms Pakhus: Devil Dogs går nye veje
Corona har været skyld i mangt og meget.
Netop som sidste lockdown sluttede åbnede Devil Dogs i Storms Pakhus – et par måneder senere end planlagt.
Konceptet var en raffineret udgave af pølse i brød: Gourmethotdogs, der får englene til at synge.
Devil Dogs, der blev iværksat af skolelæreren Mik Fabricius, blev taget godt imod og siden er der blevet langet pølser og brød i hobetal over disken.
Desværre har 2020 ikke vist sig som det bedste år at springe ud som selvstændig … og slet ikke i restaurationsbranchen. Og det er netop grunden til, at Devil Dogs nu er fortid – i hvert fald i Storms Pakhus.
“Det har satme været sjovt, så længe det varede!” skriver Devil Dogs på deres SoMe-kanaler.
“Tak til alle jer, der har været forbi boden og er vendt tilbage med rosende ord, brede smil og støttet, delt, kommenteret og liket.”
Inden man helt drukner i tårer over afskeden med Devil Dogs, er der dog godt nyt. Devil Dogs har nemlig ikke tænkt sig at give op så let:
“Boden lukker, men Devil Dogs lever videre. Vi ses til events, privatfester, festivaler, receptioner osv., når vi engang må kramme igen.”
Devil Dogs kan bestilles via deres Facebook eller Instagram.